Hvad er underteksten?

Mimi Jakobsen, der som politiker og minister forstod at tale et ligefremt dansk, viser i sin blog I BT, at hun har øre for godt politikerdansk - og dårligt.

https://www.bt.dk/blogs/mimi-jakobsen-kaere-politikere-i-taler-helt-sort-her

Hun definerer ved sine eksempler godt politikerdansk, som et forståeligt sprog, der tager udgangspunkt i, at man er valgt til at repræsentere vælgerne og derfor skal udtrykke sig, så de samme vælgere har en mulighed for at forstå det, der bliver sagt.

Hun kan se stort på den glidning, der er sket i journalistisk (ikke mindst) og i politisk snak, hvor man "sætter ord på" frem for at "udtale sig". Og hun konstaterer, at de ikke længere "mener" noget, men "tænker". Den glidebane kan ellers få mit blod op i bobslædefart her under paraolympiske lege, men lad gå. Godt hørt er det under alle omstændigheder.

Der, hvor Mimi Jakobsen står af, er, når politkerne begynder at tale sort i termer, der er uforståelige for almindelige mennesker. Hun nævner begreber som "paradigmeskift", "disruption", "holistisk" og "algoritme"; alle ord som for tiden fyger omkring flygtninge, ghettoer, skatteberegninger, effektivisering af det offentlige og hvad der ellers er oppe i tiden.

De er stort set af samme skuffe, som de fagudtryk (dansk)lærere i forbindelse med de forenklede/-simplede fælles mål blev opfordret til at anvende over for forældrene, for at være fagligt præcise, fx "multimodalitet", "kompetencemål" og "målpar".

Jo, man lyder fagligt funderet, men også distanceret i forhold til dem, man skal samtale med. Og her er der måske en pointe, en undertekst, der er alvorligere end det at tale sort. Man distancerer sig i en parallel verden, hvor dem man skal yde omsorg, velfærd og udvikling er gjort til brikker i en instrumentel verden.

Mange lærere har det skidt med det, der bliver kaldt professionalisering, men som dybest ser er distanceskabelse. For det er faktisk muligt at tale menneskeligt om professionelt udført arbejde. Det har danske lærere vidst og vist i årtier.

Politikernes sprogbrug afdækker måske, at de er blevet professionaliserede ved at de fleste nu har en politisk orienteret embedsmandsuddannelse. Men den viser også, at de lever i en parallelverden, hvor der hersker andre regler end i samfundet i øvrigt. Man taler indad i systemet med de topembedsmænd, som man er på fagsprog med. Og man agerer ofte på en måde, der ville se anderledes ud, hvis handlingerne foregik i vælgernes virkelighed. Lidt stort og småt:

Man kan lave kreativ bogføring (bedrage), lyve for Folketinget (mened) og modtage store anonyme partigaver (korruption), hvis 90 mandater finder, at det ikke er strafbart. Kun vælgernes dom kan omgøre dette på valgdagen (folkedomstol/sharia).

Man kan underskrive en kontrakt med sin direktør, der sikrer ham en fratrædelsesbonus på omkring 1.4 mio. kroner, selv om han fortsætter i jobbet. Og det er KLs topforhandler, der har indgået aftalen i sin kommune og underskrevet kontrakten.

Man kan modtage personlige koncertbilletter, der samlet set - inden den tilhørende middag - har en værdi, der hver svarer til den årlige lønstigning for en sygeplejerske, hvis de offentligt ansattes krav vel at mærke imødekommes. Og det er vel at mærke statens forhandler, der har modtaget gaverne.

Tilsyneladende er værdien af hendes koncertbilletter kun overgået af udflytningsministeren, der så kan lune sig ved, at de, han flytter ud, vil få en korruptionsdom, hvis de modtager en mobiltelefon til den halve værdi af to koncertbilletter til ministeren med ledsager. Og selvfølgelig må embedsmænd ikke modtage bestikkelse!!!

Dette er ikke skrevet i misundelse, men i vrede over den retning vores politiske system udvikler sig i til skade for det velfærdssamfund, der er bygget op i et samspil mellem befolkning og offentligt ansatte. Den manglende menneskelighed, der bliver afsløret af politikernes sorte tale, må ikke smitte.

Tak til Mimi Jakobsen for at sige, hvad hun har hørt!