Hvad er det egentlig vi skal leve af?

Der er nogle kærlighedserklæringer der er svært håndterbare: Børnene lærer så meget af jer. De vil så gerne have mere tid sammen med jer. Godt nytår!

Sådan cirka – i vendinger der nærmest er i familie med discountkæden Faktas reklamer - lød statsministerens kærlige nytårshilsen til lærerne. Men ordene dækker snarere over at en ny folkeskoleordning skal delfinansieres af lærernes omlagte tid.

Kort tid før jul var børne- og undervisningsministeren i krydsild hos Clement. Og hold da op hvor er der grund til at beundre hende: Hun kunne nok svare for sig, selv om Clement forsøgte at gøre det gloende hedt for hende. Havde det være en Klods Hans-opførelse, så havde Christine fået Clement og den halve sendeflade. (Resten ville stadig tilhøre Brødrene Price). Men ministeren overmatcher enhver Clement-optænding, fordi hun brænder i sjæl og krop for sin folkeskolevision.

Og hvor er der mange gode tanker i den vision. Hvor er der mange gode nyskabelser i den vision. Og hvor er der store drømme i den vision. Men det er værd at erindre sig organisationsteoretikeren Niels Villemoes udsagn (se ham på YouTube) om at visioner laver ledelser med lukkede øjne for ikke at blive forstyrret at virkeligheden. Sagt på en anden måde: Vision handler om at bruge den ene af de fem sanser, synet, som tager verden ind på afstand. Hvis en vision skal have gang på jorden, må den konfronteres med de øvrige sansers registreringer. Men netop her er det at flammerne fra ministrenes ildhu buldrer så lystigt at alle konstruktive forsøg på at binde deres vision til virkeligheden, går op i røg.

Da Antorinis tænkegruppe kom med deres udkast til Ny Nordisk Skole på Sorø-mødet, fik forsamlingen tilføjet begreberne demokrati og dannelse. De er nu kommet på papir i oldermandens avis, men intet er ændret i ministrenes og de andre politikeres måde at tale skole på – det være sig dem på Christiansborg eller dem i KL.

Da nyheden om at danske elever i 4. klasse nu har forbedret deres læsning væsentligt, og at der ikke er noget som indikerer at flere timer vil give bedre resultater, så for ministeret ud med flammeord om en længere skoledags velsignelser. Som om en undervisningssucces truede hele hendes vision om heldagsskolen. Tankerne er tænkt til ende og dermed basta. Det er lige til at blive dummere af.

Visionen om heldagsskolen har blandt andet hentet sin virkelighed i resultaterne på Strandgårdskolen i Ishøj. Og det er virkelig flot hvad de har præsteret og præsterer. Jeg var på besøg på den sidste dag før juleferien for at overvære 8.-klasses egen udgave af en bogmesse, inspireret af Bogmessen i BellaCentret og med det formål at få andre unge på skolen til at læse mere. Bibliotekaren kunne med stolthed berette at denne tradition og deres øvrige læseindsats havde ført til at hvor biblioteket for fem-seks år siden var på indkøbsjagt efter tilstrækkeligt mange tynde bøger, så var det nu tykke bøger der var efterspurgt af eleverne. Elevernes begejstring for deres skole var tydelig, ja, den var udtalt. Da jeg ankom og gik rundt for at finde vej til biblioteket, traf jeg Büsra fra 4.A som bød mig velkommen til Danmarks bedste skole – og spurgte om hun kunne hjælpe. Men når jeg talte med dansklæreren der lagde elever til bogmessen, så slog det mig at hun i sin helt uformelle snak med mig udtrykte en klar fundering i målene for undervisningen og i de enkelte elevers læringsmål. Og når man iagttog hendes ageren i rummet, kunne man se den stille og differentierede support eleverne fik.

Så måske skyldes denne skoles succes ikke alene at den er heldagsskole, men også – og måske snarere – at ledelsen og lærerne har skabt en undervisnings- og læringskultur der får eleverne til at reflektere.

Det kan være frugtbart at se på vores sprog som jo afspejler vores kollektive erfaringer og opdage at vi i dagligsproget lider savn på to af (dansk)undervisningens centrale områder. Vi har ingen fællesbetegnelse for læsning og skrivning, selv om de er to sider af arbejdet med alfabetet – og det store spring fremad ser ud til at være kommet sammen med bevidstheden om de to dimensioners samspil. Og vi har ingen skelnen imellem teaching and learning, men jeg skal lære dig og så kan du lære det. Det var at se en lærer agere på baggrund af en sådan skelnen, der fik mig til at tro at Strandgårdskolens resultater skyldes langt mere end mere tid.

Det der skal fyldes i den mere tid, er ifølge ministeren aktiviteter fordi leg og læring følges ad. Men jeg har i flere år været aktiv i et udeskoleprojekt, og det er jo ikke aktiviteterne i sig selv der er læring, men refleksionen over det man har sanset.

Derfor var det måske værd at lære af erfaringerne fra skrive-/læseindsatsen og give den generelle undervisning et efteruddannelsesløft: at arbejde så stenhårdt med korrespondancen imellem teaching og learning at vi lærere dropper aktivitetstænkningen, holder op med at fortælle eleverne hvad de skal lave, og i stedet fortæller hvad de skal lære.

Og målet er nået, når forældre stopper deres: Hvad har du lavet i skolen i dag? men spørger deres hjemkomne poder: Hvad har du lært i skolen i dag?

Den dag det sker, har vi skabt en skole hvor refleksion og tænkning er i højsædet – til glæde for både produktion og privatliv.

Det slår mig i øvrigt at både statsministerens åbningstale og nytårstale og pressemøder og alle børne- og undervisningsninisterens begejstringstaler har formået at undgå ordet tænkning. Hvad er det nu lige vi skal leve af?