Hun talte og sagde ingenting

Det vigtigste for en politiker er ikke, hvad man siger, men at noget bliver sagt. Der var indkaldt til en skolerigsdag. Og på sådan en skal der siges noget. Og ifølge referat i Folkeskolen nummer 6 udtalte Else Købstrup, der er formand for Københavns Lærerforenings Børne- og Kulturudvalg og derfor må formodes at være i nærheden af de vises sten, at folkeskolens kvalitet skal hæ-ves til 'en folkeskole i verdensklasse', hvilket åbenbart ikke er det samme som 'verdens bedste folkeskole'. For dette sidste niveau har folkeskolen som bekendt allerede for længst nået. Og så fortsatte hun med de uforglemmelige ord: 'Vi har et fælles ansvar. Og jeg mener, at det er vigtigt, at vi får sat os nogle fælles mål for, hvordan vi kan nå det, vi gerne vil'. Prøv lige at nærlæse den passus et par gange og ind-røm så, at vi her fik serveret en af de aldeles fladtrådte floskeltirader, som skoledebatten er ved at blive kvalt i. Købstrup holdt en tale og sagde ingenting. Hele den politiske og pædagogiske verden ved, at folkeskolen vånder sig i en lighedsideologisk kvælning, hvor faglig indlæring er sat mere end skakmat. Og heroverfor skal der sættes ind med 'fælles ansvar, fælles mål for et eller andet, som vi vist gerne vil'. Og ud af denne vitaminfattigdom skulle vidunderet så vokse frem. Ikke én vover så meget som at tænke på, om den mest børnefjendske udeltheds antiskole, der fordriver tiden med alt muligt an-det end uddannelse, skulle være den sande skyldige. Vi var de første i verden til at starte en skole for alle, sagde Ove Kors-gaard. Ja, og vi er også de første i verden til at ødelægge den igen. Vi er simpelthen bare gode. Ikke sandt, Korsgaard.

Vagn Madsen

Brønderslev