Hovedløs nedgøring af det nedsatte timetal for ældre lærere

”I 1922 indførte man en måneds ekstra fri om året til lærere over 60. Danmarks Lærerforening synes det er helt uacceptabelt at vi allerede vil genforhandle.”

Sådan indleder KL en af sine helsidesannoncer, der med slet skjult sarkasme forsøger at miskreditere folkeskolelærerne og især DLF.

Men måske var det en idé ikke kun for KL, men også for regeringen og os andre at gå endnu nogle årtier tilbage i historien for at opfriske baggrunden. For sagen er den, at den decentrale sognerådsvilkårlighed inden for skoleverdenen i slutningen af 1800-tallet havde fået et sådant omfang, at ikke bare lærernes fagforening, men også staten var bekymret. Lærernes arbejds- og levevilkår og deres ansættelsessikkerhed afhang nemlig på den tid fuldstændigt af velviljen hos de dominerende kræfter i de respektive sogne, som dengang sad hos storbønderne. Flere og flere beskrivelser af lærernes retsløse vilkår og vilkårlige afskedigelser skabte bekymring. I et vist omfang for lærernes ve og vel, men især for de børn, der også i stigende grad led under de omskiftelige forhold.

Lærernes fagforening så imidlertid ikke på nogen måde sig selv som en ’kamporganisation’ og som del af fagbevægelse som sådan. Og da forholdene i de første år af 1900-tallet blev drastisk forværret, valgte Danmarks Lærerforening derfor at prøve at få lærerne ind under statens beskyttende vinger. Og sådan blev det da fra 1908.

Beskyttelsen lå ikke hovedsageligt i, at staten endnu dengang så sig selv som den gode bonus pater-arbejdsgiver, men i, at staten bar pensionsforpligtelsen over for sine tjenestemænd. Derfor var det også i statens økonomiske interesse, at evt. afskedigelser skete efter rimeligt objektive kriterier – og i statens interesse, at dens embedsmænd kunne holde sig på benene helt frem til normal pensionsalder.

Derfor kunne staten og lærernes fagforening da også enes om at indføre den såkaldte aldersreduktion. Til fælles gavn.

Men hen mod slutningen af det 20. århundrede fik piben atter en anden lyd. For nu skulle lærerne - igen - ansættes lokalt og deres arbejdstid ’normaliseres’. Dvs. effektiviseres.

Efter seje tovtrækkerier og bl.a. ved hjælp af en passende blanding af trusler og ’bestikkelse’ i form af lønforhøjelser lykkedes det så i 1993 at få lærerne til at stemme ja til at afskaffe tjenestemandansættelsen i folkeskolen, alias staten – og ja til kommunal overenskomstansættelse.

Men mht. arbejdstidsreduktionen for de ældre lærere, var der stadig gensidig forståelse for, at den ordning var i begge parters interesse. Så den blev bibeholdt som en del af resultatet af de nye overenskomstforhandlinger – mellem DLF og KL. Aftalt, købt og betalt inden for den samlede lønsumsramme.

Lærerne betragtede ordningen som en blanding af en solidarisk arbejdsmæssig beskyttelse og en personlig gulerod. Set fra den nye ’rigtige’ arbejdsgiver blev den også betragtet som en fordel, fordi kommunerne også godt kunne se, at det på flere niveauer kan have sine omkostninger at presse erfarne ansatte for tidligt ud, desuagtet at de nu selv fremover skulle hente deres pension fra deres egen konto i deres nyoprettede lærerpensionskasse.

Så måske skulle ikke bare KL, men også staten besinde sig her før det sandsynligvis snarligt forestående lovindgreb. Bare fordi en ordning er gammel, behøver den jo ikke være gammeldags og uanvendelig. Den kan jo godt stadig være både anstændig og snusfornuftig. På en gang.

Jørgen Stampe. Gammel, tidligere aldersreduceret lærer.