Torsdags finder jeg ud af at 6.b, skal ud af huset i madkundskabstimerne. Jeg siger derfor, jeg kan begynde en time før, så kan eleverne nå at lave og spise frugtsalat inden de skal af sted kl. 11.00.
Mandag
Mandag morgen morgenbader jeg, kører på arbejde, handler lige lidt mere fløde ind, ankommer til skolen og åbner min computer. Besked fra klasselæreren om, at 6.b er klar klokken ni til mig. Det havde jeg fuldstændig glemt, og nu var klokken 9.30 og eleverne spredt ud over hele skolegården.
Ind med eleverne, velkommen til første time, og så går vi i gang. To og to laver eleverne frugtsalat.
Klokken 10.55 kommer der to klasselærere, der gerne vil have eleverne med. Først der går det op for mig, at vi havde lavet en aftale torsdag, fordi eleverne skulle af sted, og ikke fordi jeg skulle af sted. Eleverne spiser lyn hurtig deres frugtsalat, og væk var de.
Jeg står tilbage med et køkken, der lige en ulykke, og så skal jeg lige samtidig være vikar for en autistisk polsk dreng, der kun kan tale polsk. Han kommer med i køkkenet. Heldigvis kommer der en anden kollega med én elev, der gerne ville hilse på mig. Han spiste lidt rester og så hjalp de to med oprydningen.
Hvor holder vi møde!
Hurtig besked til en vikar, som skal have mine næste timer i N/T i 4. klasse og den sidste oprydning.
Og så af sted til et møde i familieafdelingen. Kommer til familiehuset i Ikast til tiden– nej de kender ikke noget til et møde. Ringer til skolens sekretær, mødet er på rådhuset. Kører de få meter til Rådhuset, nej de kender heller ikke til noget møde. Ringer igen til sekretæren. Det er Rådhuset i Nørre Snede. Jeg kom ”kun” 40 minutter for sendt.
Nu er jeg i gang. 2018/19 kom bare an.
Hovedet under armen, eller hvordan man gør hverdagen umulig for sig selv.
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.