Har jeg svigtet dig?

Har jeg svigtet dig? Det synes dine forældre. De forventede at jeg havde stoppet situationen før vi kom så langt ud som vi er nu. De forventede mere.

Som din lærer har jeg et tæt samarbejde med dine forældre. Vi skriver beskeder om din trivsel og hvis jeg oplever noget der giver grund til bekymring ringer jeg til dem. Da jeg ringede i sidste uge kunne jeg for første gang fornemme en snert i din mors stemme. En snert af, at nu må det da snart stoppe, en snert af, at nu må hende læreren da snart holde op med at ringe, en snert af, at nu må læreren da fixe det. Nu.

Du ramte pigen i hovedet og på ribbenene med dine slag samtidig med at du råbte grimme grimme ord. Du blev ved. Mødte et mindre barn som også fik et par slag inden du flygtede væk fra det du havde gjort. Du græd. Var ulykkelig. Skolen er forfærdelig, det ville være bedre ikke at leve end gå i skole. Det er de ord du bruger når du er allermest ked af det. Det gør ondt på mig at høre. Det er hjerteskærende for dine forældre at høre.

Men har jeg svigtet dig som dine forældre synes? Vi taler sammen næsten hver dag du og jeg, du har fået redskaber til at tackle din vrede, vi evaluerer dagene sammen, vi har det sjovt sammen, vi kan godt lide hinanden og har også en fortrolighed mellem os. Jeg informerer jævnligt skolens trivselsmedarbejdere, skolens ledelse og dine forældre om hvordan jeg oplever du har det.

Vi lægger planer og bruger de redskaber vi har til at forsøge at give dig en bedre skolehverdag. Men det har ikke været nok. Eller godt nok. Eller måske er det ikke en opgave vi som skole skal have et redskab til at løse? Måske er der andre end skolen der bærer noget af ansvaret. For jeg har ikke svigtet. Jeg har gjort mit arbejde. Jeg er hverken psykolog, terapeut eller adfærdsekspert. Jeg er lærer.

Men disse job-titler kan nemt forveksles af frustrerede forældre. Dine forældre er bekymrede. De er bange. De har ondt i hjertet. De ved ikke hvad de skal gøre. Vi må mødes og SAMMEN må vi finde en vej, mudderkastning og fornærmede-miner kommer vi ingen vegne med. For i denne her situation er du den vigtigste – ikke os.

——————————

Det er ikke første og sikkert heller ikke sidste gang, jeg møder forældre der forventer, at jeg kan fixe udfordringer med deres børn der ligger langt udenfor mine kerneopgaver. Det er behårdt og trækker på energireserverne – den energi jeg gerne ville bruge sammen med resten af klassen og med mine egne unger efter endt arbejdstid.