Efter terrorplaner mod skole: En beredskabsplan er først effektiv, når den er øvet

Er vores lærere klædt på til at håndtere en voldelig hændelse som et skoleskyderi? Og er skolens beredskabsplan funktionel, eller samler den støv i skuffen?

Indrømmet, det er barske og ubehagelige spørgsmål. De tvinger os til at forholde os til, at vi lever i en verden, med voldelige angreb, og at skoler og uddannelsesinstitutioner også kan være mål for angreb.

Sagen fra Hadsten, hvor tre teenagedrenge er sigtet for forsøg på terrorisme, minder os om, at spørgsmålene desværre er nødvendige at stille.

For god ordens skyld skal jeg sige, at jeg ikke ved, om Hadsten Skole har øvet deres beredskabsplaner eller ej. Sagen endte heldigvis uden ofre, takket være dygtigt politiarbejde og rettidig indgriben. Men sagen er en stærk påmindelse om, at alvorlige hændelser på uddannelsesinstitutioner ikke er utænkelige, og at det ikke er nok at have en plan – den skal også øves.

En plan i skuffen giver falsk tryghed

Undervisningsministeriet anbefaler, at skoler og uddannelsesinstitutioner arbejder systematisk med sikkerhed og kriseberedskab. Heldigvis har langt de fleste skoler har taget opgaven på sig, og vi har i DBI hjulpet flere institutioner med at udarbejde konkrete beredskabsplaner med handleplaner og action cards.

Det er bare ikke nok at have en beredskabsplan: Den skal være realistisk og relevant, den skal være kendt og implementeret, og den skal være afprøvet og øvet. En plan kan være nok så fin og gennemarbejdet, men hvis den aldrig kommer op af skuffen i en skarp situation, er den falsk tryghed og spildte ressourcer.

Når jeg i mit daglige arbejde som sikkerhedsrådgiver spørger institutionerne, om de øver planer for skoleskyderier eller andre voldelige begivenheder, er svaret oftest, at de enten har afholdt eller planlægger at afholde en dilemmaøvelse med krisestaben som øvelsesdeltagere.

Men jeg har endnu til at gode at blive mødt af en skole eller uddannelsesinstitution, som ønsker at øve med lærerstaben - eller for den sags skyld eleverne.

Gemmes på lærerværelset

Jeg ser jævnligt action cards for brand og førstehjælp hænge ved udgangsdørene, hvorimod action cardet for voldelig hændelse hænger på lærerværelset - hvis det overhovedet hænger synligt.

Jeg forstår godt tanken om, at det ikke skal hænge til offentligt skue, men samtidig fjerner det også muligheden for at have samtalen med eleverne på en rolig og konstruktiv måde, hvis de ikke ved, at det eksisterer.

Indholdet er oftest en kort instruktion i stil med ”Plan A: Flygt. Plan B: Gem dig”. Jeg er ikke af den overbevisning, at det skal plastres op i alle klasselokaler, men jeg mener bestemt, at det kan starte gode samtaler med elever på mellemtrin og opefter.

Vores evne til at reagere styrkes ved at tale tingene igennem i fredstid, og synlige action cards giver mulighed for at stille opfølgende spørgsmål og møde og adressere den usikkerhed og utryghed, som eleverne kan have.

Jeg forstår godt, at det kan være udfordrende at prioritere øvelser i voldelige hændelser. Det er både en ressourcetung post i en travl hverdag, og sandsynligheden for at få brug for læringen er lav. Vi har dog flere såkaldte nærved-hændelser og eksempler på vold og knivstik i mindre omfang. Dem skal vi lære af, så vi står stærkere i tilfælde af et større angreb.

Som minimum vil jeg derfor opfordre landets skoleledelser til at tale beredskabsplanen for voldelige hændelser igennem med lærerstaben og overveje, hvad der kan og skal videreformidles til eleverne for at klæde alle bedst muligt på i trygge og rolige rammer.