Gratis eller ej

Nu er der igen diskussion om, om der skal være brugerbetaling i folkeskolen.

I denne forbindelse vil jeg fortælle om, hvordan det er at være forældre til børn i betalingsfolkeskolen.

Jeg er mor til tre børn, og den første gang, familien stiftede bekendtskab med brugerbetalingen, var, da nummer to selv skulle være med til at finansiere en skitur til Norge.

I tre-fire år blev der sparet sammen efter alle kunstens regler: Utroligt mange eftermiddage blev brugt til fabrikation af pittoreske tændstikæsker, ejendommelige postkort og masser af juleneg, som tiden viste ikke havde spor fugleappeal, og sidst men ikke mindst brugte klassens tre pligtopfyldende drenge uendeligt mange lørdage med at vaske biler ved den stedlige tømmerhandel.

I flere år blev den øvrige familie i tide og utide begavet med disse produkter, da vi lå inde med lagre svarende til en mellemstor grossistvirksomheds.

Da drengen endelig skulle af sted på skituren, manglede der 700 kroner per barn. Et beløb, vi uden tøven betalte, da vi var en familie med gode indtægter. Barnet skulle selvfølgelig med efter den store indsats.

Da samme barn et par år senere skulle til Afrika med et band, der var sat sammen i gymnasieregi, manglede der også et beløb, denne gang cirka 1.800 kroner, for at han kunne komme med.

Nu var situationen bare helt anderledes. Sagen var den, at faderen var blevet langtidsledig, og da vi på det tidspunkt havde tre børn under 19 år, var økonomien stram.

Gode råd var dyre, i en stor familie var der ingen penge til luksus, så hvor skulle pengene komme fra?

Min gamle mor, som er folkepensionist, tilbød at hjælpe, og det unge menneske kom af sted på den store rejse.

Vi kunne måske have søgt gymnasiet om økonomisk hjælp, men det var alligevel en tand for flovt.

Snart kom vores far i arbejde igen, og der kom orden påøkonomien. Men sønnen har senere fortalt, at han dengang havde ondt i maven på grund af de manglende penge. Han vidste godt, at vi ville gøre alt for at hjælpe ham. Men kunne han tillade sig at tage imod dette beløb, når vores økonomi var så dårlig? Og tænk hvis nogle af de andre elever på gymnasiet fik nys om sagen, det ville være så pinligt, så pinligt.

Efter at have betalt til diverse bowle-, skøjte- og svømmehalsture for vores yngste barn, nu i 6. klasse, tillod vi os at sige nej til at skulle betale til en tur, vi ikke kunne se havde noget som helst med undervisningen at gøre.

Skolens svar på dette var, at barnet kunne tilbringe dagen i en første klasse.

Vi svarede igen med at bede om fri, hvilket afstedkom et skarpt svar fra skolelederen.

Selvfølgelig skal vores barn ikke lide under disse kontroverser. Vi bøjer nakken og betaler. Så nu er rejseforberedelserne til betalingsturen i 9. klasse godt i gang med produktion af vamle vatnisser og forpjuskede påskekyllinger, der skal prakkes på områdets pensionister og andre uskyldige.

Min gamle mor ringede en dag til mig og fortalte altereret om den horde af unger, der i én uendelighed kommer og vil sælge disse frygtelige ting. Og som hun sagde: 'Det er jo rent tiggeri, og så påstår de tilmed, at de skal bruge pengene i skolen, men det ved jeg da er løgn, for folkeskolen er gratis at gå i'.

Er den?

Gurli Nyander Poulsen

Viby Sjælland

Forkortet af redaktionen