Gør et godt danskfag bedre

Det virker noget besynderligt, at Christine Antorini skulle til Canada for at finde ud af, at faget dansk er meget vigtigt. Og dog. Det synes at være et stadigt tilbagevendende fænomen, at politikere i et eller andet udenlandsk skolesystem oplever nogle fragmenter af en fremmeartet skolekultur, som fører til, at de vil have ændret hele det danske skolesystem.

Selv om lancering af begrebet Ny Nordisk Skole er noget luftig og mangler konkret indhold, er det alligevel en markering af, at det er den fælles skoletradition i de nordiske lande, der skal være basis for en fornyelse.Det bliver spændende at se, om dette vil betyde, at regeringen vil lægge distance til den borgerlige regerings syn på danskundervisning, hvor samtale i klassen blev til rundkredspædagogik, og faglighed syntes at bestå af en forældet form for boglig indlæring og oprustning af gamle, provinsielle forestillinger om, at læsning af særligt udvalgte kanonforfattere var en tilegnelse af det særlige ved den danske kultur.

Borgerlige undervisningsministre i den tidligere regering var også stærkt orienteret mod den angelsaksiske verdens evindelige testeri, hvor kvalitet er en høj score i internationale og nationale tests. Endelig skete der et voldsomt skred mod i højere grad at gøre dansk til et færdighedsfag og mindre til et dannelses- og oplevelsesfag.

Begrebet dannelse er et godt gammelt, nordisk begreb, inspireret af kontinental åndsvidenskab, som nødvendigvis må have vægt i en ny nordisk skole. Ordet kompetence signalerer noget andet end dannelse, uanset hvor meget man prøver at udvide og skævvride kompetencebegrebet.I det nye udspil lægges der vægt på leg og aktiviteter i skoledagen, og det kunne også gavne danskfaget, at der kunne blive plads til tidskrævende kreative danskaktiviteter fx videoproduktion, drama og lange produktionsforløb med anvendelse af digitale læremidler i den lange sammenhængende skoledag og i forbindelse med de foreslåede kreative aktiviteter.På den ene side synes udspillet at markere et tidsvarende moderne læringssy. Samtidig er det spændende at se, hvilken rolle dansklæreren er tiltænkt. Er det stadig sådan, at dansklæreren skal have sin metodefrihed til at udvælge indhold inden for læreplanernes rammer? Frihed til at vælge metoder og materialer, der passer til hans og elevernes temperament og engagement? Eller bliver læreren en underordnet funktionær, der er tvunget til at følge bestemte læremidler og bestemte itbaserede programmer, som kan fyres af uden megen refleksion og medbestemmelse?I udspillet tales der også meget om nationale mål, enkle mål og nye enkle fælles mål. Vi kan håbe, at disse mål stadig er rummelige, således som de er nu, så der er råderum for læreren til at skabe en selvstændigt planlagt undervisning i samarbejde med kolleger og elever. Hvis vi ender i et angelsaksisk detailniveau med centralt styrende mål, er der ikke meget nyt nordisk tilbage.Og hvordan skal lærerne fortsat leve op til den nordiske opfattelse af en modersmålslærer, der har sin metodefrihed, hvis der ikke er tilstrækkelig forberedelsestid til at reflektere over danskundervisningen? Tid til en lærerfaglig analyse af en litterær tekster eren forudsætning for en god litteraturundervisning. Det samme gælder andre discipliner.

Udspillet fra regeringen er nytænkende og omfatter en kraftig forandring af strukturer. Men vi venter med tilbageholdt åndedræt på at få at vide, hvad det faglige indhold helt konkret kommer til at gå ud på. En hård kamp om begreber som læring,faglighed, kompetencer og dannelse og undervisningsdifferentiering venter forude, og her er socialdemokraterne og de radikale ikke enige.