Frådse eller fråse?

Lungerne frådser i luft — åh, hvilken snerleduft skrev Benny Andersen i sangen Ninas lykkelige dag i 1972—ganske uvidende om, at han producerede noget, der 30 år senere ville blive kaldt en stavefejl.

Ordet frådse, der beskriver et overdrevent forbrug af f.eks. madvarer eller penge, og afledningen frådseri indgår som nr. 5 i rækken af dødssynder: hovmod, griskhed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab. På et gammelt kalkmaleri i Birkerød kirke er frådseren skildret yderst til venstre. Han er splitternøgen og sidder på en lokumsspand med et glas i hånden, mens en stor djævel fodrer ham gennem en tragt. De syv dødssynder står i kø foran skærsilden. at dømme efter størrelsen af figuren og den aktive djævel vil frådseren have svært ved at komme gennem skærsilden og ind i himlen.

I 2001 mente Dansk Sprognævn, at selve ordet rummede for et unødvendigt frådseri med bogstaver, og man fjernede derfor et i Sprognævnets optik aldeles unødvendigt stumt d.

Hvad skal vi med d’er i ord, når vi ikke udtaler dem?

Alle, der har lært at skrive dansk, har måttet stifte bekendtskab med de mærkelige d’er, der skal noteres i skriften, men ikke udtales. Vi kender dem fra ord som fuld, land og mord. Selv om vi ikke udtaler d’erne i disse ord, indeholder de alligevel information om udtalen. D’erne viser, at ordene skal udtales med kort vokal og stød på henholdsvis l, n og r.

I modsætning til disse ord udtales farven gul med stød på u, og man, an og mor med kort vokal og uden stød på den efterfølgende konsonant.

Forbindelsen ds er mere kompliceret. Ord som spids, plads, kryds, gods, tudse og pudse udtales med korte vokaler, hvilket harmonerer fint med en regel om, at et stumt d er et tegn på, at den forudgående vokal skal udtales kort. Det harmonerer imidlertid ikke med ord som kreds, buskads, stads, sejlads og fråds, der alle udtales med stød på vokalerne.

Prøv selv at udtale ordene sprogkredsen og sprogkræsen. Forskellen på udtalen af de to ord består udelukkende i, at der er stød i ordet kredsen og ikke i kræsen.

De stumme d’er giver altså information om udtalen og hjælper os til at kunne skelne mellem ordene.

Hvorfor så afskaffe d’et i frådse og fråds?

Seniorforsker Jørgen Schack satte i bladet Nyt fra Sprognævnet 2001/4 ændringen ind i en pædagogisk sammenhæng.

Ved at stryge det stumme d i frådse mv. opnår man den pædagogiske fordel at lydforbindelserne [å’s] og [å:se ] (e her = svagtryks-e) skrives ens i alle ord: bås, frås, gås, lås, mås, prås, vås, ås; båse, dåse, fråse, kråse, låse, våse.

Man kan undre sig over, hvorfor det er så vigtigt at få fjernet et stumt d i ord med å, mens man lader det stå i forbindelse med andre vokaler, og man kan overveje, om der er nogen form for statistisk belæg for, at folk skriver gåds og våds i stedet for gås og vås?

Sprogbrugerne bliver ved med at skrive d i fråds

Sprognævnet plejer at argumentere med, at man ikke selv ønsker at påvirke sproget, men blot registrerer den eksisterende sprogbrug. Dette argument holder imidlertid ikke her. En søgning i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs database over anvendt sprog viser i dag, altså 20 år efter afskaffelsen af stumt d i fråds 13 tilfælde af formerne frås og fråse, mod 83 tilfælde af formerne fråds og frådse.

Sprogbrugerne har tydeligvis ikke taget ændringen til sig.

(Billedet er taget af Lise Bostrup)

Artiklen vil senere blive bragt i Den Danske Sprogkreds' blad Sprogkræsen.