Fra skammekrog til fodlænke

I barndommens skole tilbragte jeg nogen tid i skammekrogen. Det var det hjørne i klassen, hvor man erfarede, at der var en magt, der kunne straffe ved at skamme ud. Jeg lærte imidlertid ikke at skamme mig, som jo i øvrigt er en fundamental menneskelig egenskab.

Jeg kom til at tænke på det under et besøg på et skolemuseum, hvor man havde indrettet et klasselokale, som det nu var i gamle dage. I et hjørne så man et pædagogisk hjælpemiddel, vi kan vel kalde det en skammeskammel, som en nidkær og kreativ lærer havde konstrueret. En solid træplade, trekantet og båret af tre 20-30 centimeter lange ben, nydeligt ferniseret og med runde hjørner. Placeret på skammeskamlen kunne en arm synder nu løftes over gulvhøjde ved hjælp af denne enkle og geniale konstruktion. Synderen kunne synliggøres og gøres til genstand for hån og spot. Dette pædagogiske fremskridt må have befordret lærerens avancement.

Konstruktionen har måske lært den uartige elev at tilpasse sig skolens disciplin, men næppe lært ham at skamme sig. Det var måske heller ikke meningen. Ved at løfte synderen over gulvhøjde blev han synlig for alle og et eksempel på, hvor slemt det kunne gå, hvis man ikke var efterrettelig. Men mere end det: Ved hjælp af konstruktionen kunne læreren sætte kammeraternes mobning i scene.

I skammekrogen var man sat uden for fællesskabet i klassen – et fællesskab, som kun blev stærkere ved at have en syndebuk. Det er princippet i al mobning, at fællesskabet bliver stærkere, når det netop har været fælles om en nedrighed. Og konstruktionens mester, der ikke engang havde læst psykologi, lagde tingene til rette, og han var ansvarlig for mobningen.

Dette er længe siden, og udviklingen går videre, vi bruger ikke længere skammekroge, men vi har jo andre metoder – nok så raffinerede. I skrivende stund er regeringen og Dansk Folkeparti enige om, at den kriminelle lavalder skal sættes ned til 14 år, og det diskuteres, om fodlænker skal indføres for utilpassede børn ned til 12 år. Det er en gammel erfaring, at når et samfundsproblem forekommer uløseligt, så stilles spørgsmålet: »Hvad har skolen gjort, hvad kan skolen gøre?« Jeg frygter – og er ikke ret meget i tvivl om – at hvis fodlænken indføres for 12-årige med adfærdsproblemer, så ender problemet i skolen.

Vi er tilbage i skammekrogen, og eleverne gennemskuer det. I et interview fortæller nogle store elever, at med fodlænken ville de nok føle sig udstillet, og i påkommende tilfælde ville de skjule den under strømperne.

Jeg appellerer til folkeskolens lærere: Vær barnets advokat, overalt hvor lærere er sammen, på lærerværelserne, i Lærerforeningen, i hovedstyrelsen og på seminarierne, vis civil courage, nægt at være kriminalpolitikkens forlængede arm, forsvar barnet mod det overgreb, fodlænken i skolen ville være. Medmindre I forhindrer dette pædagogiske overgreb, mister I jeres troværdighed.