Fra NERA: Equality and Justice - Business and Excellence. A Nordic Educational Dilemma

KEYNOTE:

Equality and Justice - Business and Excellence. A Nordic Educational Dilemma

- af Prof. Lisbeth Lundahl, University of Umeå, Sverige

Referat fra programmet (egen oversættelse):

De nordiske lande har været anset som idéelle eksempler på sociale demokratiske velfærdsstater med et mål om at tilbyde universel og lige adgang til velfærdssystemerne. Flere forskere har også argumenteret for, at der har været god mening i at tale om et fælles nordisk uddannelsesmodel hvis man tænker på de ligheder der findes mellem de nordiske landes velfærdssystemer og uddannelsessystemer. På samme tid er det nemt at udpege nogle store forskelle, for eksempel med tanke på virkningen af den neoliberale idéer om frit valg, konkurrence og NPM gennem de sidste årtier. Mere omfattende undersøgelser med det mål at placere nordisk uddannelse i det spændingsfyldte felt mellem gamle og nyere uddannelsespolitikker er i høj grad fraværende.

I denne keynote præsentation vil jeg fremhæve nogle aspekter af den nuværende, langt fra harmoniske nordiske uddannelsessituation og resulterende pædagogiske identitet for skoler, ansatte og elever. Jeg vil også reflektere over mulige baner for de fem lande når markedsgørelsen af skoler og den ikke så nye New Public Management af skoler, møder den globale og nationale fremtids udfordringer.

-------------------------------------------

Egne noter fra keynoten:

Lisbeth Lundahl lagde ud med en tekst af Göran Greider fra ”The Årsta Suite” i bogen ”And the days are like small centuries (2012)”. Genfortalt kort handlede den om den nye middelklasse der kommer fra arbejderklassen, heraf nogle erklærede venstrefløjede. De er nu bange for deres børns uddannelse, samler flere og flere argumenter for at slippe for det menneskelige affald mens de siger ”Tør vi eksperimentere med vores børn?”.

Efter denne blev der redegjort historisk for paralleller mellem de nordiske uddannelsessystemer. Vi har haft samme struktur fra 1950’erne med Sverige i front og de andre nordiske lande har fulgt efter Sveriges tiltag. Der var forslag til et fælles nordisk skolesystem, dette var der dog ikke tilslutning til. Norden var aktive velfærdsstater hvor der var en god sammenhæng mellem kvalifikationer/udbud, ligeværd, integration og inklusion.

I Sverige: Ca. år 2004 viste en analyse af social inklusion, at uddannelse var en del af velfærdspolitikken. Denne var stadig retfærdiggjort, men der skete en reformulering og mere restriktiv politik med en bevægelse mod økonomisk og neoliberal struktur, som mødte stor støtte på grund af skattespørgsmålet.

Hvad er der så sket siden 2004?

Jf. et verdenskort der viser Gini indexet er Sverige gået ned. Den private andel anvendt til uddannelse af BNP er steget.

De nordiske lande er samlet i den nederste del af de lande med privatfinansieret uddannelsessystem. Generelt er der i norden en god adgang til uddannelse som er gratis, også til højere udannelse som de eneste lande i OECD. Hvis man ser på demokratisering, er det ikke noget der skal undervises i, men praktiseres – studier viser dog at de gode intentioner ofte ikke udmøntes i klasseværelserne.

Business & Excellence. Der skelnes mellem to typer:

Privatisation IN Public Education (Endogenous): Her ”importeres” idéer fra den private sektor.
Privatisation OF Public Education (Exogenous): Det offentlige uddannelser åbnes op for deltagelse af private virksomheder med profitformål.

I Sverige blev der i sluthalvfemserne etableret muligheden for såkaldte ”friskoler” (som var exogene, altså private skoler etableret af virksomheder). Idéen blev etableret med en stigende liberalisering uden forudgående undersøgelser og blev markedsført som øget mulighed for frit forældrevalg og konkurrence på skolemarkedet. Det mødte meget lidt modstand, da ”frit valg” idéen blev godt modtaget af forældrene, ligesom man lovede mindre omkostninger.

Siden har Sverige oplevet et fald i offentlige grundskoler, med en stigning på privatskoleområdet fra 2-3% til 12-13%, ligesom gymnasiets andel har været en stigning fra 5% til ca. 25% de sidste 10 år.

De såkaldte friskoler, som er skoler der drives professionelt med profitformål koncentreret i kæder og ventureselskaber har bl.a. betydet konkurser med store konsekvenser. Et eksempel er en konkurs der betød at staten stod med en regning på 140 millioner til lærerlønninger og tusindvis af børn, der pludselig stod uden et skoletilbud. Inden konkursen havde selskabet overført store beløb ud af selskabet. Denne begivenhed viste ”bagsiden af medaljen” og blev et vendepunkt. I dag er majoriteten af svenskere modstandere af ”friskoletanken”.

”Friskolerne” anvender aggressiv marketing af forskellig slags – åbent hus, messer, gaver – alle skoler er i indbyrdes konkurrence.

Så kan nogen måske indvende ”Det gør ikke noget, hvem der leverer, bare uddannelsen er af høj kvalitet”. Men det er en fejl, som har sine konsekvenser:

Der sker øget segregering/forskel mellem skoler
Stor andel af skattebetaling (den skattefinansierede del) går til udbytte frem for kerneydelsen
Der er større udgifter til udskoling/gymnasier, da der oprettes mange små nye skoler/gymnasier jf. nyere forskning.
Ændring af organisatorisk karakter og arbejde for skoleleder, lærere og vejledere – de skal anvende mange ressourcer på marketing frem for kerneydelsen.
Inflation i karakterer
Børn/unge efterlades i en jungle af udannelsesalternativer
Ændret pædagogisk identitet er tydelig hos ansatte – og for elever, der hersker en stemning af ”vind eller forsvind” på skolerne. Især på skoler, der oplever problemer.
Der etableres et kundeforhold mellem elever/forældre og skole
Kortsigtethed
Lærere pålægges loyalitet (bevirker selvcensur og tavshed)
Elever handler strategisk for at kunne blive anset som kloge/intelligente (dette imødekommes af lærere) – de elever, der ikke har ”lært spillet” anses som mindre kloge/intelligente.
Elever skifter roller mellem at være ”kunder” og ”produkter”

Lisbeth Lundahl præsenterede et skema, der viste fordeling af offentlige/private skoletilbud i de nordiske lande (se vedhæftet fil). Sverige er det eneste land, hvor skoler med profitformål må oprettes. I Norge må preschools/børnehaver drives med profitformål, en høj andel på 48%. Andelen af private grundskoler i Danmark er relativt højt, men skyldes hovedsagligt strukturreformen i 2007 hvor lokale små skoler blev lukket og private/frie grundskoler oprettet i stedet.

Når Lisbeth Lundahl fortæller om Sveriges erfaringer i udlandet bliver hun spurgt ”Hvad gik der galt?” Svaret ifølge Lisbeth, var blandt andet:

Der er kommet en ny ”klasse” – middelklasse med individualiseringsprojekt
Ledende aktører satte det op som uafvendeligt ”this was inevitable”
Det sociale demokrati manglede visioner efter reformer i 60’erne. Paradis opstod ikke, og højrefløjens partier stod parat med kritik af hvad de kaldte for en dyr og ineffektiv offentlig sektor
Der har manglet ledende venstreintellektuelle som kunne formulere visioner
Paradoks – i velfærdsstaten har den høje skat ikke kun været negativ for de liberale værdier, men har givet gode betingelser for individet at vælge og skabe sig et liv.
Den neoliberale bølge

Så spurgte Lisbeth Lundahl ”Hvorfor er det ikke sket i de andre nordiske lande”? Måske er det godt, at de nordiske lande ikke fulgte efter Sverige denne gang! (klapsalver og latter i salen).

Til slut spurgte Lisbeth Lundahl ”Er der stadig en nordisk uddannelsesmodel”? Og gav selv svaret ”Nej, desværre ikke længere – og det gør mig trist. Men det har glædet mig, at en ny kommission vil forbyde profit på skoledrift. Virksomheder og de liberale partier råber op ”Statssocialisme” ”Folks frihed er truet” ”Verden går under!”.

--------------------

Egne kommentarer:

Der er flere problematikker, som afdækkes i keynoten. Disse taler for sig selv. Desuden kan jeg nævne flere:

Sverige mangler pt. tusindvis af lærere og fremadrettet imødeser man en massiv mangel på uddannede lærere
Herhjemme ser vi en begyndende ”professionalisering” på folkeskoleområdet med marketing og oprettelse af eksempelvis profillinjer for at tiltrække forældre/elever. Synet på folkeskolen er dermed ændret! Vel, hvad man jf. keynoten kan kalde for endogen markedsgørelse.
I 2011 blev der i Danmark afholdt en lukket høring i en snæver kreds på det politiske plan, med det formål at undersøge mulighederne for at omdanne folkeskoler til selvejende skoler. At omdanne til selvejende skoler er problematisk, hvis vi ser på erfaringerne fra Sverige. SELV hvis de ikke må oprettes med profitformål for øje, da de grundlæggende er baserede på markedsgørelsen, det vil sige en øget konkurrence blandt skolerne og et ændret syn på skolen – fra en samfunds- og kulturinstitution til ”virksomheder” der skal levere en ”vare/ydelse” som er frakoblet hele formålet med folkeskolen – se evt. formålsparagraffen.
Hvis man ser på Moderniseringsstyrelsens oplæg til effektivisering på velfærdsområder, indgår en udlicitering af uddannelsesområdet. Vi taler altså en markedsgørelse, dvs. Sverige om igen. De vigtigste argumenter hører vi fra visse politikere ”Det sikrer forældre et frit valg” – ”det er mere effektivt” – ”det sikrer lavere skat på grund af lavere omkostninger”. Hov, har vi ikke hørt det før?
Og som en ”krølle på halen” – en del af Moderniseringsstyrelsens anbefalinger, i forbindelse med klargøring til udlicitering af uddannelsesområdet, er en organisatorisk trimning og tilpasning af bl.a. overenskomster, så disse ikke står i vejen for processen. Lidt interessant, ikke?

Link: http://ips.gu.se/english/NERA+-+Nordic+Educational+Research+Association