Forsømmelser og skolevægring

Vi ser flere og flere eksempler på skolefravær. Der er skoler, hvor eleverne i gennemsnit forsømmer flere uger gennem et skoleår. Og spørgsmålet er naturligvis: hvorfor så mange forsømmelser?

Der er ganske givet flere svar på det spørgsmål: Der er jo f.eks. børn, der fra tid til anden bliver syge, og som derfor forsømmer skolen, hvilket man vel næppe kan forbyde. Der er elever, der bare pjækker for at få sig en fridag. Der er forældre, der uden videre tager deres børn ud af skolen i en uge eller to, fordi en ferie placeret udenfor skoleferierne er billigere.

Så én forklaring kan være en for slap holdning hos forældrene, der blot kigger den anden vej, hvis børnene forsømmer. Og hvor andre sender det dobbelttydige signal til deres børn om, at det på den ene side er vigtigt at passe sin skole, men på den anden side må de godt holde fri, når man skal holde ferie.

Her er det indlysende, at skolens ledelse må på banen og insistere på, at forældrene bakker skolen op i de krav der stilles, både til eleverne og forældrene!

Men når vi taler om, det vi efterhånden er begyndt at karakterisere som egentlig skolevægring, er sagen en helt anden, end vi de overfor omtalte eksempler på forsømmelser. Her må vores tænkning være anderledes!

Der er elever, som i den grad mistrives i skolen og som derfor ikke vil i skole. Der hvor forældrene gang på gang sender deres børn i skolen om morgenen, men hvor børnene derefter så at sige vender den anden vej, fordi det at komme i skole simpelthen er for angstprovokerende.

Man tænker tit først, at der må være noget i elevens baggrund i familien, der disponerer for skolevægringen, så fokus rettes naturligvis på elevens familiebaggrund, opdragelse, vilkår i hjemmet, fritidsinteresser mm.

Men eleven går jo skole og har en stor del af sit sociale liv der og oplever ofte her et stor præstationspres både mht. det faglige og ikke mindst det sociale, at man skal ”passe ind”. Den alvorlige skolevægring bunder som oftest ikke i familieforholdene, men er gemt i klassen sociale dynamik, en dynamik der skaber angst og en oplevelse af ensomhed, og som derfor skaber grobund for en direkte lede ved skolen.

Når elever mistrives og forsømmer skolen, må man derfor spørge dem om deres oplevelser og erfaringer med skolen, f.eks.: ”Er der noget, der er for svært, hvordan er dit liv i klassegruppen, føler du dig udenfor eller ensom, har du nogen, du især er sammen med, kan du lide at være her?”

Forældrene er tit desperate, for hvad skal og kan de gøre, hvordan skal de forvalte deres forældreansvar, mens de sidder på deres arbejde måske mange kilometer væk fra skolen? Som medarbejder i skolen kan man naturligvis sige, at forældrene bærer ansvaret for deres børns opvækst og trivsel, at de er de naturlige resursepersoner i forhold til deres børn. Og det er jo et rigtigt synspunkt og også derfor, at forældrene skal på banen.

Men når der er elever, der mistrives så meget i skolen, at de bliver væk, må skolen have et beredskab. Et beredskab der begynder med at få kortlagt, hvad årsagen er til en måske massiv skolevægring, så man kan sætte ind med den rigtige indsats. Uden en stor indsats vil konsekvensen ofte blive et reelt skole – dropout.

Vi har faktisk en ganske bred og dyb viden om, hvad der skal til: Nøje analyse af gruppedynamikken i den klasse, som eleven i mistrivsel går i, tydelige voksne i skolen, som har fokus på klassens sociale dimension og som arbejder med elevernes indbyrdes relationer, tilbud om hjælp og støtte til den enkelte udsatte elev og endelig et konstruktivt samarbejde mellem forældre og skolens medarbejdere.