Fornuft eller følelser?

I de næste 10 dage har vi mulighed for at acceptere den aftale, der blev indgået mellem KL og Danmarks Lærerforening, eller forkaste den. Men hvad gør man, når man hverken har lyst til konflikten eller en syltekrukke?

Som tillidsrepræsentant forventer mine kolleger, at jeg kan rådgive dem, men hvordan rådgiver jeg om pest og kolera? Sluger vi den røde pille og går på gaden med viden om, at vi ikke accepterede de urimelige vilkår man ville byde, men også at danskerne vil vende sig imod os, uforstående overfor vores vrede og vores krav? Tager vi den blå pille og 3 år mere med lukkede øjne i naiv tro på, at himlen venter forude?

Den hverdag jeg repræsenterer mine kolleger i, er en dag uden rettigheder. Når de kommer svedende til mig med stresssymptomer vibrerende i hele kroppen, kan jeg intet gøre for at hjælpe dem. Jeg kan sende dem til vores leder og håbe på dennes barmhjertighed, men der er lige så stor sandsynlighed for, at de bliver sendt væk med besked om at springe op på hesten igen. Som tillidsrepræsentant kan jeg råbe og skrige mig blå i hovedet. Men i sidste ende kan jeg intet gøre for at sikre, at de kan lykkes med deres opgaver, og deres timer ikke bliver stjålet til møder og undervisning, fremfor forberedelse og samtaler med eleverne.

Hellere en forgæves konflikt end en forfærdelig aftale

Selvom ingen af mine kolleger kriblede for igen at stå med en blokfløjte på Rådhuspladsen, eller blive dyttet af på vejene, var flertallet alligevel parate til at nedlægge arbejdet og råbe: ”Nok er nok!” Vi kan simpelthen ikke mere. Vi vil ikke mere. Ingen var så naive at tro, at et derefter kommende lovindgreb ville bringe os tilbage til tidligere tider, hvor vi kunne gå stolte hjem fra arbejde. Men muligheden for at sige fra var mere tillokkende, end at tage til takke med en dårlig aftale.

Da Anders Bondos smil d.27.april så viste sig at dække over en undersøgelseskommission og ikke en ny arbejdstidsaftale, blev det smil billedet på, hvordan alle har svigtet lærerne uden at forstå alvoren. Et smil Bondo derfor sidenhen har undskyldt utallige gange.

”Det er det bedste, vi kan få”, er beskeden. Men hvad er det reelt vi vil få med et ja? Med undtagelse af, at vi med denne aftale kun skal arbejde gratis i 7 timer på lejrturene fremfor 10 timer, så får vi ikke noget som helst. Vi er blevet lovet ”reelle forhandlinger”, hvad der kun kan betyde en indrømmelse af, at vi ikke har siddet i reelle forhandlinger før. Og så den vel nok mest provokerende del: Vi er blevet lovet at man vil se på arbejdstiden, hvis det kan bevises, at undervisningen og arbejdsmiljøet er blevet forværret.

At forhandle rammerne for arbejde er, sammen med lønforhandlinger, en af grundpillerne i overenskomstforhandlinger. Det skal ikke gøres betinget af noget som helst. Forhandlingsretten er vores, men den blev os frataget for 5 år siden, og vi er ikke garanteret at få den tilbage om tre år, kun at man vil drøfte muligheden.

Striptease i mørke

Så vi bør stemme nej og nedlægge arbejdet! Gå på gaden få uger før sommerferien, mens danskerne ser måbende til. KL vil så lade konflikten strække sig ind i ferien, hvor vi så kan stå med alle vores talenter og nægte at arbejde, mens kommunen tjener penge på vores løn, og alle glemmer os. Hvis en lærer stripper i mørke og ingen ser det, stripper han så rigtigt? Analytikerne ville diskutere, om regeringen vil lave et indgreb, der er bedre for os end Lov 409, fordi et folketingsvalg venter lige om hjørnet, eller de vil holde sig loyale overfor deres kernevælgere.

Når Danmarks Lærerforening anbefaler et ja, er det med optimismens briller på. Vi forestiller os et fremtidsscenarie, hvor en undersøgelse er fair og viser alle vinkler, hvor man følger dens anbefalinger i de kommende forhandlinger. Vi håber at den populære borgmester, Jacob Bundsgaard, vil lægge en anden stil som formand i KL. Vi krydser fingre for, at danskerne snart vælger en ny regering med Mette Frederiksen ved roret, der vil sætte handling bag sine ord og nedlægge Moderniseringsstyrelsen. Vi forestiller os. Vi håber. Vi krydser fingre.

Vi har et Jane Austensk dilemma om fornuft og følelse. Ingen kan garantere, om det er en konflikt eller en kommission der vil give os de bedste betingelser for vores arbejde. Ingen. Lader vi vreden og følelsen af afmagt styre, stemmer vi nej. Lader vi den danske tiltro til det ordentlige system styre, stemmer vi ja.

Jeg vil sætte mit kryds i 11. time, for jeg er stadig ikke sikker på, om det er min fornuft eller mine følelser, der vil styre mig.