Forklædt som voksen

Sand visdom skal man høre fra børn. Men hvad svarer man, når man bliver stillet spørgsmål som: Hvornår bliver man voksen? Her kan en menig skolelærer, der endda er under Peter Pan’sk indflydelse, blive svar skyldig. Men heldigvis for professionalismen udelukker det ikke evnen til at se tingene i et helikopterperspektiv. Hvilken lærer har ikke på det bestemteste frarådet sine elever dette eller hint og har så begået selvsamme forseelse ti minutter senere. Børnene behøver jo ikke at vide alt. Vores egne rollemodeller holder vi jo også af ud fra armlængdeprincippet.

Mødepligt

Man bliver vel voksen når man fylder atten år? En sandhed med modifikationer. Men det kan eleverne tidsnok finde ud af. Hvornår så? Min kloge bedre halvdel udtalte, at man bliver voksen den dag, man begynder at gå til sit eget barns forældremøder. Der er noget om snakken, skønt man i den sammenhæng oplever forældre, der ikke just efterlever den filosofi. Hvis man syntes at en 6. klasse kan sabotere samlingskulturen, så kan man godt tro om.

Den første gang

Min skæbne blev beseglet allerede for mange år siden. På mit sidste år på Musikkonservatoriet var jeg i et EM-praktikforløb i en børnehave. Jeg kiggede mig intetanende over skulderen en dag en 4-årig dreng omtalte mig som “voksen”. Det var jo utænkeligt, at det var mig, der blev refereret til, med mine “blot“ 24 år, men det var det. Chokket sidder i mig den dag i dag. Måske har jeg været ufrivillig voksen siden. Godt det samme, for i en skolen, hvor det vrimler med børn, kræver det bestemt, at man kan træde ind i voksenrollen, når den er belejlig. Men barnet skal ikke glemmes. Nogle gange kommer den side også til sin ret. Så kan vi vente med at blive voksne, til vi bliver gamle.