Forenklede Fælles Måls umulighed

Vi lever i et land, hvor åndsfrihed og demokrati er nøgleord. Det er kun i en diktaturstat, at man kan formulere meget præcise mål for et helt land. Det gælder ikke mindst Fælles Mål for dannelsesfaget dansk

Thomas Illum Hansen har i bogen ”Fælles mål og midler” rettet en berettiget kritik af Fælles Mål i dansk for at være upræcise, selvmodsigende og uden sammenhæng. De nuværende Fælles Mål i dansk har også efter min opfattelse store svagheder.

Når der er mange brede formuleringer i dem, skyldes det imidlertid, at vi lever i et demokrati, hvor der skal være rum for medbestemmelse. Det gælder også dansk. Der skal være plads til, at Fælles Mål i dansk kan fungere i Thyborøn, Hellerup, Vollsmose, i mange andre vidt forskellige egne af landet, hvor i skolebestyrelser, lærere, elever og forældre kan sætte deres personlige og lokale præg på undervisningen og udfolde deres personlige engagement i en undervisningsstil, der passer til dem.

De nuværende og tidligere Fælles Mål i dansk er dog ofte behæftet med svagheder, som ikke kan bortforklares. Det er undertiden gået for hurtigt, når de skulle udarbejdes. Der er blevet indgået faglige og politiske kompromiser, som ikke har gavnet klarheden i fremstillingen. Den grundighed, som udformningen af de kommende Fælles Mål bærer præg af, er rosværdig.

Men alt for præcise af staten formulerede Fælles Mål for dansk skader faget. Præcise læringsmål skal formuleres på den enkelte skole, i den enkelte klasse og sammen med forældrene. Der er en god tradition for i folkeskolen, at den dygtige lærer følger med i tidens kulturelle og politiske strømninger, har et personligt funderet fag- og læringssyn og sine egen måde at gribe undervisningen an på, som godt kan afvige fra andre læreres. Naturligvis skal der være Fælles Mål, som alle skal nå, men der skal være plads til rummelige formuleringer, der ikke ødelægger engagementet.

Vi skulle nødigt ende med, at lærerne bliver savlende Pavlovske abekatte, der spændt venter på belønningen i den næste nationale eller kommunale test, udarbejdet af new public management inficerede, diktatoriske guruer. Eller som små underordnede funktionærer, som pænt opholder sig på skolen fra 8-16 og gør, som der bliver sagt.

Det virker som om man i glæden over, at at alt skal være evidensbaseret, overser, at forskere indbyrdes er rivende uenige, både når det gælder faglighed og læring, og at modestrømninger skifter med stadig kortere mellemrum. Lærerne må i modeforvirringen stole på deres egen erfaring, deres eget værdisæt og deres sunde fornuft, hvis deres undervisnings skal hænge sammen fra år til år.

Jeg er meget glad for Jeppe Bundsgaards og Thomas illum Hansens glimrende kronik om nye Fælles mål i Folkeskolen nr. 14. De rammer plet, når de beskriver fagene og måling af faglige resultater. ”Et fag er en organisk størrelse, der er bygget op om en kernefaglig praksis med særlige måder at arbejde og erkende på”. Man kan ikke teste alt i fagene præcist. En for stor fokusering på det let målelige går ud over de vigtigste og mest komplicerede områder i faget.

Jeg frygter for, at den tiltagende målformuleringsmani går ud over de største kvaliteter og værdier i danskfaget, fx den ægte, eksistentielle samtale, litteratursamtalen, musiske oplevelser, kreativ skaben, store tværfaglige projekter, fx produktion i forbindelse med moderne multimedier.

Dannelse er ikke et ord, der bruges i oplæggene til nye Fælles Mål. Det er vigtigt, at dansk er et dannelsesfag, og at elevernes personlige udvikling er noget centralt. Det er udmærket beskrevet i tidligere Fælles Mål i dansk, og disse beskrivelser bør medtages i de nye.