For min skyld behøver to voksne ikke at blive en del af regerings­grundlaget

Folkeskolen fyldte meget i valgkampen, og mange partier foreslog tolærerordninger som en del af løsningen på folkeskolens udfordringer.

Jeg har tidligere slået et slag for mindre klasser som vejen til mere ro og bedre læring i stedet for tolærerordninger. Hvis de alligevel bliver en realitet i stor skala, når røgen har lagt sig her efter valget, er der nogle praktiske forhold i skolehverdagen, som politikerne bør forholde sig til.

Der er nemlig en risiko for, at det ender som symbolpolitik, hvis vi ikke samtidig taler om de rammer, der skal få tolærerordninger til at fungere i praksis.

Derfor har jeg samlet seks erfaringer og bekymringer, som ofte opstår, når flere voksne skal samarbejde i undervisningen.

1. “To voksne” er ikke det samme som “to lærere”

I valgkampen taler mange om to voksne i klassen. Men hvis den ekstra voksne er en uuddannet lærervikar eller en meget ung medarbejder uden didaktisk erfaring, løser det ikke noget. I praksis kan det ende med, at læreren stadig står med hele undervisningsansvaret og samtidig har mere arbejde med at sætte den ekstra voksen ind i opgaven.

2. Co-teaching kræver fælles forberedelse

To voksne i undervisningen fungerer kun, hvis roller, mål og didaktik er afklaret på forhånd. Det kræver fælles planlægningstid. Uden den tid bliver det ofte én, der underviser, og én der hjælper til.

Samtidig kræver samarbejdet også forberedelsestid i skemaet til koordinering, evaluering og opfølgning. Hvis den tid ikke findes, bliver samarbejdet hurtigt noget, der skal klares i farten.

3. Lærere og pædagoger arbejder under forskellige rammer

Hvis modellen bliver en lærer og en pædagog, opstår der hurtigt et strukturelt problem. Lærere har planlægning og forberedelse som en del af arbejdstiden, mens pædagoger ofte ikke har samme tid til fælles planlægning. Det gør det svært at finde tid til samarbejdet.

4. Stabilitet og klare roller er afgørende

Ordningen virker kun, hvis de samme voksne arbejder sammen over tid. Hvis den ekstra voksne ofte skifter på grund af vikarer, skema eller sygdom, forsvinder kontinuiteten i samarbejdet.

Samtidig kan roller og ansvar hurtigt blive uklare, når flere voksne er i rummet. I praksis ender ansvaret for undervisning og faglig progression næsten altid hos læreren.

5. Tolærerordninger kræver flere lærere

Hvis ambitionen er to uddannede lærere i klassen, kræver det markant flere lærere. I en tid hvor mange skoler allerede oplever lærermangel, rejser det et helt praktisk spørgsmål: Hvor skal de ekstra lærere komme fra?

Samtidig er der en risiko for, at “to voksne i klassen” i praksis bliver en måde at dække dyre lærerressourcer med billigere arbejdskraft. Det kan give flere hænder, men ikke nødvendigvis bedre undervisning.

6. Klassestørrelser spiller også en rolle

To voksne ændrer ikke nødvendigvis dynamikken i et stort klasselokale med 28 elever. Der vil stadig opstå støj, bevægelse og forstyrrelser, også ved god undervisning.

Elever i folkeskolen lærer gennem aktivitet, samtale og samarbejde. Derfor kan klassestørrelse være mindst lige så afgørende for læringsmiljøet som antallet af voksne.

Jeg har tidligere peget på, at to lærere til en stor klasse i praksis ofte svarer til omkring 14 elever per lærer. Det rejser spørgsmålet, om pengene i nogle tilfælde kunne bruges mere effektivt på mindre klasser end på tolærerordninger.

Skulle der sidde politikere og læse med her - trods travle regeringsforhandlinger - vil jeg slutte med en klar opfordring:

To voksne i et klasselokale løser ikke noget i sig selv.

Der skal være tid til fælles planlægning, stabile makkerpar, klare roller og realistiske klassestørrelser. Uden de rammer risikerer vi blot at placere ansvaret for strukturelle udfordringer hos to enkeltpersoner i stedet for at tage fat på de vilkår, undervisningen faktisk foregår under.