Folkeskolens Nytårstale: "Fat mod! Indimellem skal det blive rigtig skidt, før det bliver godt igen"

Lad os være ærlige: Efter et år i modvind kan folkeskolen udefra set virke vingeskudt, træt og rundbarberet. Og hvis mine kollegaer, lærerne, har det på samme måde, forstår man dem godt.

I det forgangne år har medierne afdækket historier om vold og forråelse. Danskerne har set, hvordan klasseværelser er præget af larm og uro. Skolens minister, Mattias Tesfaye, har endda indført et helt nyt begreb om vores elever: PDO – Pisse dårligt opdraget. Kronen på værket blev et nyt lovforslag om lærernes ret til at gribe fysisk ind.

Mens nogle lærere har givet op og vendt folkeskolen ryggen, er ytringsfriheden blevet presset for de lærere, der er blevet tilbage.

Jeg var selv en af dem, der brød tavsheden og fortalte om en voldelig episode på min tidligere arbejdsplads. Efterfølgende blev jeg kaldt til en samtale med skolelederen, og min klare oplevelse var, at ledelsen prøvede at intimidere mig eller finde et påskud til at fyre mig.

Så jeg forstår godt, når mange lærere undlader at ytre sig kritisk i offentligheden. Men jeg vil også sige klart: Det er ikke den vej, vi skal gå.

Slet ikke når omskiftelige børnesyn presser lærernes professionelle dømmekraft, mens der hviskes i krogene om, at tiden er løbet fra folkeskolen. Men fat mod! Indimellem skal det blive rigtig skidt, før det bliver godt igen.

For mens politikere og forskere famler og har svært ved at finde svarene, ved lærerne faktisk, hvad der skal til. Vores stemmer vinder frem med fornyet styrke og håb. Retningen for folkeskolen står klart beskrevet i vores formålsparagraf. Den handler om fag, undervisning, forpligtende fællesskaber og elever og lærere i centrum.

I en tid, hvor forpligtende fællesskaber falder på stribe, er det kun endnu vigtigere, at vi står sammen om folkeskolens vigtige rolle. Den bærende samfundsinstitution, der skal forberede fremtidige generationer til medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Det bliver ikke meget større og vigtigere end det!

Vores elever skal have frihed til at lave fejl, øve sig og prøve igen. De skal opleve nederlag og succes. De skal møde andre elever, der ligner dem selv, og dem, der er helt anderledes.

Tillad mig at bruge den helt store klinge: Åndsfrihed, ligeværd og demokrati skal fylde elevernes hverdag.

Ordene er ikke bare ligegyldige. De står allerede nedskrevet i folkeskolen formålsparagraf.

Og i midten af det hele står mine dygtige og kompetente kollegaer på landets skoler. Deres mission er at åbne elevernes verden, at gøre den større, mere spændende og sanselig. Med deres undervisning skaber de ren magi. Når eleverne knækker læsekoden, når de pludselig forstår en ligning eller løser en opgave, som i første omgang virkede helt umulig.

For nogle er klasselokalet et sted med alt for lidt plads, slidte møbler og en lugt af gamle madpakker. For lærere er det epicentret for hverdagens forpligtende gøremål, historiens fortællinger og de demokratiske samtaler. Det er her, eleverne står ansigt til ansigt med alt det, de ikke kan endnu, men som de nok skal lære.

Det er her, man skal være i ubehaget, når man møder uenigheden, hvor man skal lære at skændes på en respektfuld og ordentlig måde. Hvor man måske ikke bliver enige, men givetvis klogere. Hvor man har modet til at genoptage den svære samtale igen dagen efter.

Det er her, vi lærer, at vores adfærd har betydning for andre.

Det er her, folkeskolen lever op til sit formål og gør elever til demokratiske medborgere.

Mens ufred og krig præger verden omkring os, håber jeg, at 2026 bliver året, hvor folkeskolen finder fred med sig selv og sit formål. Det har vi brug for nu – mere end nogensinde.