Folkeskolens akilleshæl

I sit til Folketinget adresserede nødråb gør lektor Kirsten Krogh-Jespersen i Folkeskolen nummer 19 opmærksom på, at hele blæsten omkring den nye læreruddannelseslovs ganske hensigtsmæssige og derfor modsigelsesæggende spaltning af dansk- og matematikundervisningen, fulgt op af en spareforanlediget indskrænkning af de praktisk-musiske fag, truer med at tage pusten fra de lærerprofessionelle udviklingskompetencer, der sammenfattende omfatter tilrettelæggelse og gennemførelse af den undervisning, der støtter elevernes læring. Hun kommer nok her farligt tæt på folkeskolens sårbare akilleshæl, nemlig problemet, der aldrig har været taget i ed, fordi det aldrig har været erkendt. Problemet består i, hvordan i alverden man kan undervise alle elever i en folkeskole, der som udelt gør hvad gøres kan for at umuliggøre en undervisning, der retter sig mod alle. Det er lige før, hun, erkendende problemets omfang, er nødt til at lade de kompetenceudviklende badutspring svulme op som uoverskuelige uhyrer, der truer med at sluge vigtige dele af læreruddannelsens faglige områder, som hun dog ikke glemmer at nævne i forbifarten. Det kan forekomme lidt besynderligt, at en så kompetencemættet læreruddannelse, som hun forestiller sig den, ikke et eneste øjeblik dvæler ved berettigelsen af den udelthed, der er skyld i, at hele hendes brogede og uoverskuelige kompetencekatalog slet ikke på troværdig vis formår at danne grundlag for en skoleundervisning, der når alle i klassen. Det er næsten, som om tiden domineres af en sygelig selvpinerisk tilfredsstillelse ved at uddanne lærere til de mest umulige arbejdsforhold overhovedet. Men det kan der selvfølgelig komme megen tidrøvende teambaseret metodisk-didaktisk småsnak ud af.