Folkeskole. Folkestyre

'Lad mig slå fast, at vi ikke vil gå på kompromis med folkeskolens kvalitet'.

Anker Boye, formand for Kommunernes Landsforening, i net-kommetar den 15. marts.

'Undervisningen (. . .) stiller øgede krav til planlægning, forberedelse og koordinering'.

Fra 'Læreraftalerne 1999'.

I denne uge begyndte finansminister Pia Gjellerup de årlige forhandlinger med kommunerne. Kommunernes Landsforening, KL, har varmet kreativt op i medierne længe. Sagen er, at de har en sag. Danmark bliver mere og mere skæv. Der er kvalitetsmæssigt langt fra skole til skole, og mange kommuner er gået meget på kompromis med kvaliteten.

Måske fordi de lokale politikere er ligeglade med, hvad Anker Boye 'forpligtede' kommunerne til, da han skrev under på 'Læreraftalerne 1999'. Eller fordi pengene ikke er der, og KL har lovet regeringen næstenuændrede skatter. Så selv om folkeskoleloven gælder for hele landet, er vilkårene ikke ens. Målene er de samme, men muligheder og vilje varierer.

Når Anker Boye og Pia Gjellerup forhandler, drejer det sig formelt set om økonomi. Men reelt træffer de aftaler, der har vidtrækkende konsekvenser, om ældreforsorg, om boliger og børneinstitutioner - og altså også om den danske folkeskole. Men aftalerne indgås helt uden at spørge borgerne. Som den politiske kommentator Ralf Pittelkow beskriver det i bogen 'Det personlige samfund': 'De kommunale forhandlinger foregår bag lukkede døre. Så lukkede, at heller ikke Folketinget er involveret (. . .) Ganske vist skal Folketingets Finansudvalg hvert år godkende det niveau for det såkaldte bloktilskud til kommuner og amter, som ligger i aftalen. Hvis udvalget sagde nej, ville hele aftalen falde til jorden. Men udvalget har aldrig sagt nej. Folketingets rolle er en ren formalitet'.

Det er unægtelig en noget anden version end den, der fortælles i 9. klasses bog i samfundsfag. Men det er en realitet. Og de årlige forhandlinger er på det seneste blevet udvidet med kvartalsvise møder mellem regeringen og de kommunale organisationer. For finansministeren drejer det sig om at have styr på kommunernes økonomi, og KL er med, fordi man på den måde får direkte politisk indflydelse uden om den lovgivende magt. Det er en konstruktion, som man ikke finder i noget andet land, og den har som konsekvens - som Ralf Pittelkow konkluderer det i sin bog - at problemerne 'udpræget ses ud fra, hvad der er vigtigt for den samfundsøkonomiske styring'.

Stram styring - uden noget så gammeldags som folkelig kontrol! Så kan Folketinget vedtage en ambitiøs skolelov, KL's formand kan love, at han ikke går på kompromis med kvaliteten, og de politiske partier kan forlange alt mellem himmel og jord - når det gælder folkeskolen. De enkelte kommuner kan alligevel gøre, som det passer dem. De behøver ikke holde det, som KL lover. Bare de holder sig under det økonomiske loft, som finansministeren og KL-formanden aftaler.

-th

Læs side 4