Først tænkte jeg, at det var harmløst, men så blev jeg vred: Børn skal ikke bruges i skolens brandingstrategi

For nylig scrollede jeg forbi et opslag fra en folkeskole på Facebook. Det var en video fra skolens motionsdag. Jeg blev nysgerrig, trykkede mig ind på skolens side og faldt over flere opslag: billeder af glemt tøj, videoer fra første skoledag, opslag fra SFO’en.

Algoritmen fangede hurtigt min interesse for skoler og førte mig videre til endnu flere opslag fra andre folkeskoler - alle med billeder og videoer af børn i forskellige situationer. En tur på den lokale brandstation, en tur på museum, skolefodbold og meget mere.

Det slog mig, hvor mærkeligt det egentlig er. For skolerne har allerede en lukket og sikker platform, Aula, til at dele billeder og information med forældre. Alligevel vælger mange at bruge Facebook, som både er styret af en algoritme og tilgængelig for alle.

Det er paradoksalt, når man tænker på, at de samme voksne, der advarer mod børns tilstedeværelse på sociale medier, samtidig tillader skolerne at dele billeder af dem på sociale medier. 

Dengang jeg indgik kontrakten med folkeskolen, var det ikke med forventning om, at jeg en dag skulle tage stilling til eller holde øje med, om mine børn havnede på sociale medier.

Om det er skolens forsøg på at profilere sig selv, når vi alle drukner i omtalen af børn og forældre med PDO eller stakkevis af nationale test, ved jeg ikke helt. Men jeg ved, at der er sket et skred.

Reklamesøjle for folkeskolen

Folkeskolen skal være et trygt sted for børn. Den skal uddanne, danne og give børn fællesskab og tryghed. Den skal ikke være et showroom for kommunen eller skolens ledelse på sociale medier.

Det kan godt være, at vi som forældre har skrevet under på en eller anden blanket om samtykke om brugen af billeder. Men spørgsmålet er, om vi egentlig har forstået konsekvensen? Og hvad med de forældre, der har sagt ’nej’?

Mange af os tænker måske, at et billede fra motionsdagen er harmløst. Men når skoler begynder at bruge billeder af børn i reklamelignende opslag for at vise ”hvor gode vi er”, bliver der pludselig tale om en helt anden kontekst - en, børnene ikke selv har valgt at være en del af.

Derudover må man spørge: Hvilken værdi skaber det for børnene, at deres skole promoveres på Facebook? Og hvem gav i øvrigt folkeskolen mandat til at deltage i SoMe-markedsføring i det hele taget?

Jeg savner en principiel debat om, hvor grænsen går mellem dokumentation og promovering – mellem at vise hverdagen i folkeskolen og at bruge børn som en del af skolens brandingstrategi.

Hvis det virkeligt er nødvendigt for en folkeskole at være ”synlig” på sociale medier for at tiltrække elever og forældre, så burde vi måske snarere tale om, hvorfor tilliden til folkeskolen er så skrøbelig, at man som skole føler sig nødt til det.

Som forælder ønsker jeg ikke at skulle være den, der konstant siger nej. Jeg ønsker en folkeskole, der respekterer børns privatliv som udgangspunkt - ikke en, der bruger dem som reklamesøjle.