Flere i specialklasser

https://pixabay.com/

Jeg husker et møde i den indledende proces, hvor der var en kommunalansat, der fortalte om alle de gode sider af inklusionen, og et af de vigtige punkter var, at det ikke var en sparerunde. Der ville for eksempel blive sparet 10 millioner på taxakørsel og de penge skulle følge børnene. De penge har vi set længe efter. Hvis skolerne kan finde og vælger et andet tilbud udenfor matriklen, koster det skolerne mange penge. Det gør at skolelederne gør alt for at finde muligheder på egen skole.

I rigtig mange eksempler er det gået godt. Både børnene med og uden diagnoser er vokset og blevet rummelige.

Men jeg oplever i de seneste år, at der kommer flere og flere børn med så svære diagnoser, sociale problemer, sprogudfordringer, krigs-eller flygtninge traumer, at eleverne er svære at rumme i klasserne. Der bliver skrevet rigtig mange anmodninger om hjælp. Efter rigtig mange møder og anmodninger, som man som lærer ser ikke gør en forskel, kommer man på et tidspunkt til et punkt, hvor man alvorligt overvejer, om det kan betale sig. Man tumler med problemerne selv eller i teamet.

Når eleverne kommer op i 5 – 6 klasse, vokser problemerne, eleverne kommer i puberteten og de sociale grupper bliver mere markerede. I 7. klasse skal eleverne i udskolingen. Hos os skal de blandes med 2 andre skole, og de faglige krav får et nøk opad. Hvad gør man så helt konkret med børn, der sidder med dansk og matematikbøger, der svarer til 2- 3 klasse.

På vores skole oprettes specialklasser.

Det er for mange af eleverne et frirum. Vi ser ofte, at de blomstrer op, da der er færre elever at forholde sig til.

Men der kommer flere og flere børn i specialklasserne. Antallet af specialklasser vokser. Børnene er meget forskellige og har brug for mange forskellige former for hjælp og tiltage. ADHD, angst, autisme, sprogproblemer, nogle der er urolige, andre der har brug for meget ro.

Flere og flere timer bliver varetaget af pædagoger. Både pædagogerne og lærerne der er i specialklasserne gør selvfølgelig alt, hvad de kan. Men opgaven vokser, der mangler efteruddannelser og viden om, hvordan man hjælper børnene på den bedste måde, så de bliver livsduelige voksne mennesker i vores samfund.