Etiske dilemmaer i arbejdet med socialt udsatte unge

Hvad er etiske dilemmaer egentlig? Ifølge Bupls pjece ‘Etik i pædagogisk praksis’ står der følgende: “I hverdagen er etiske dilemmaer tæt knyttet til pædagogikken, men de er ikke det samme som pædagogiske problemer. Mens pædagogiske problemer kan håndteres og løses, har etiske dilemmaer ingen ”rigtig” løsning og må til stadighed diskuteres i forhold til, hvad man bør gøre og af hvilket hensyn.” (Bupl.dk)

Når vi vinder en ungs tillid eller en gruppe unges tillid, befinder vi os i en lærings- og relationsproces med dem. En lærings- og relationsproces, som i forvejen er kompliceret og sårbar fordi den er afhængig af en række indre og ydre menneskelige forhold, såsom tankegang, følelser, tillid, interesser, netværk osv.

Skikkelser og ansigter bliver pludseligt til personligheder og ikke fjerne individer. Fra objekter til subjekter, så forholdet resulterer i et subjekt-subjekt forhold.

Det kan derfor påvirke vores dømmekraft, når vi uventet bliver konfronteret med situationer, hvor vi skal tage stilling til om forholdet til de unge vejer mest eller om vi skal handle ud fra et fagprofessionelt synspunkt, hvor vi tilsidesætter relationer, følelser og synspunkter.

I et fagområde, hvor empati, opdragelse, dannelse og relationer vejer tungt, navigerer vi rundt i en jungle, hvor moral og etik ikke altid harmonerer med hinanden.

Som fagprofessionelle udsættes vi nemlig for en række krav, hvor vi på den ene side skal tage os af mennesker, mens vi på den anden side skal forholde os til de samme mennesker som en forvalter.

I praksis kan det være når vi feks. får nys om vores unges kriminalitet. Typen af kriminalitet varierer ofte. Her er nogle af de problematikker jeg har oplevet i mit arbejde gennem årene og ikke nødvendigvis på min nuværende arbejdsplads:

• Overfald eller medvirken til overfald
• Tilhørsforhold (grupperinger)
• Gråzoneprostitution
• Narkotikamisbrug
• Øvrige kriminelle forhold

De her dilemmaer kan vi stå i dagligt, hvor vi skal opveje, hvad der er vigtigst. Fortsætte relationsarbejdet, som på sigt kan få de unge væk fra kriminalitet eller skal der ske en underretning til myndighed og dermed risikere, at al relationsarbejdet er spildt og man dermed er med til at fastholde den unge i kriminalitet. Det skal dog lige pointeres, at vi tit får underretninger om kriminelle forhold fra andre unge og ikke nødvendigvis fra den pågældende ung derfor vanskeliggøres situationen endnu mere, da de unge ikke selv er særlige meddelsomme eller samarbejdsvillige når det gælder egne forhold.

Summa summarum er det svært at bibeholde den fjerne relation til vores unge fordi relationen bliver tættere, mere følelsesbetonet og empatisk. Derfor vil etiske dilemmaer altid opstå i relationsarbejdet og et dilemma ligner sjældent et tidligere dilemma, så man kan ikke altid trække på tidligere erfaringer i situationen.