Et sejt træk

Hvis man vil ændre på lærernes arbejdsmiljø, hjælper det ikke meget at skrive om det på »Bag­smækken« (nummer 46) i Folkeskolen.

Den læses hovedsageligt af lærere og er kun med til at fremme mismodet, alle kender snavset, de hullede møbler, den elendige kaffemaskine.

Det skal skrives, hvor det kan gøre ondt og ændre på tingenes tilstand.

Skal vi skrive til kommunalpolitikere? Næppe. De har deres gang på rådhuset, de sidder i rolige omgivelser, i magelige stole, der er en ordentlig kantine.

Vil det hjælpe at skrive i dagspressen? Næppe. Vi har jo selv valgt jobbet, vi vidste vel på forhånd, hvad vi gik ind til.

Det kunne måske hjælpe at gøre de lærerstuderende opmærksomme på, hvordan dagligdagen er ude på skolerne.

Vi kunne fortælle de nye studerende, at det ikke er lærer-»gerningen«, de skal vælge, hvis de gerne vil roses, når de har arbejdet uafbrudt i 25 år. Eller hvis de forventer, at der er gratis julefrokost med tak for i år.

De skal ikke vælge jobbet, hvis de forventer, at deres arbejdsgiver er nærværende og parat til at forbedre arbejdsmiljøet.

De skal ikke søge ind på et seminarium, hvis de forventer, at børnenes forældre altid vil være medspillere i elevernes læring og opdragelse.

Vi har klynket over forholdene de sidste 20 år, og det er kun blevet værre, og det bliver kun bedre, når der ikke er nogen til at gøre arbejdet. Det bliver et sejt træk.