Et relationskompetencernes glemte elementer

Mennesker forsøger konstant at udvikle deres relationer til andre, grundet den betydning relationer har for menneskers grundlæggende kommunikationskvalitet. Desværre glemmer vi tit en basal relationskompetence der bidrager væsentligt til konstruktionen og vedligeholdelsen af en god relation til andre, nemlig at lære den anden parts navn.

At lære samt huske andres navne er vigtigt af en lang række årsager. Børn føler sig værdsatte samt ikke ”oversete” når de bemærker, at deres navn bruges ved tiltale af dem og dermed føler barnet sig relevant, da det eliminere den naturlige implicitte kommunikationsbarriere der eksisterer mellem enhver, som kommunikerer/arbejder med en person som vedkommende ikke har en relation til.

Ved anvendelse af barnets navn, bidrager man dermed til et komfortabelt læringsmiljø, da det styrker børnenes abilitet til at være modtagelige for udefrakommende viden så den inkorporeres i dem.

Desværre glemmer man tit, at man som lærer/voksen selv har et ansvar for, at opfylde bestemte relationsudviklende ”kriterier” for at barnet/eleven kan være i stand til at være modtagelig for udefrakommende viden. Dermed kan det siges at konstruktionen af en god relation er en gensidig proces. Et af de yderst basale ”kriterier” som en lærer uden tvivl ikke bør negligere, er at lære elevens navn samt anvende det i enhver form for kommunikation med eleven, af de tidligere benævnte årsager. Nedenstående er en personlig oplevelse jeg fremlægger for at illustrere vigtigheden af at anvende elevens navn.

Jeg trådte på et tidspunkt ind i en 5. klasse, da jeg skulle have dansk med dem. Der oplevede jeg at én bestemt elev(som jeg på daværende tidspunkt ikke kendte navnet på) konstant opførte sig respektløst overfor mig, i den forstand at eleven ikke gad høre på mig. Da jeg konfronterede eleven med det, var svaret ”Gå væk, jeg orker det ikke!”. 2 dage senere skulle jeg have den samme klasse i Dansk igen, hvor jeg så havde lært elevens navn. Som noget af det første, valgte jeg at tale med eleven om hvordan hans forrige dag havde været og her inddragede jeg elevens navn i min kommunikation. Eleven var åben samt smilene og resultatet samt konklusionen var klar og tydelig: elevers navne betyder noget for dem, da det blandt andet forbinder den læreren med elevens identitet og individualitet.

– Ikke sagt at det udelukkende var min anvendelse af elevens navn der resulterede i den gode kommunikation der fandt sted.

I sin ph.d.-afhandling skrev Ph.d., skoleforsker og skolekonsulent Louise Klinge følgende:

”Specifikt skal læreren vide, hvad eleverne hedder, og hvem de er. Hvordan skal en lærer, der har ni forskellige klasser og ikke engang kender elevernes navne, kunne agere relationskompetent?”

At negligere basale relationskompetencer, som bl.a at vide hvad eleverne hedder, er yderst dadelværdigt og til al kritik.