Er der nye og bedre tider for den inkluderende praksis på vej i Folkeskolen? (del 1)

Inklusion handler om samspillet mellem mennesker og bygger på individuelle færdigheder og muligheder for at kunne fungere i dette samspil.

Derfor er det også oplagt, at den inkluderende praksis, der bygger på relationen mellem mennesker, tager sit udgangspunkt heri.

I dagspressen, den 11. Maj – dagen før offentliggørelsen af regeringens inklusionseftersyn – kan man læse, at regeringens målsætning fra 2013, om at 96 procent af alle skolesøgende børn skal inkluderes i almen undervisningen, nu bliver droppet og ikke vil blive erstattet af en ny procentsats.

Dette sker, formentlig i erkendelsen af, at det relationelle, det executive og det deraf afledte trivselsniveau ikke lader sig opgøre i procenter. Dette er en meget positiv erkendelse i det, dette åbner for en vurdering fra barn til barn om i hvor høj grad inklusion i en almen klasse er gavnlig for netop dette barns trivsel og udvikling. Jeg bifalder dette meget. Ikke som tale imod for meget inklusion, men som en tale for den rette inklusion.

Med folkeskoleloven af 2013 blev ønsket om inklusion skærpet ved, at man ændrede rammerne for hvornår elever kunne blive tildelt plads i andet undervisningstilbud, der tilgodeser deres lærings- og trivselsbehov, fra et ugentligt støttebehov på 9 klokketimer om ugen til fremover at skulle være et ugentligt støttebehov på 12 klokketimer. Denne opdeling er ligeså rigid som opstillingen af et mål på 96 procent, som jeg har nævnt ovenfor.

Jeg tænker – og håber – at denne målestok og administrationsramme nu også fjernes, så vi ser på barnet og vurderer dets sociale og faglige færdigheder, herunder også de executive færdigheder generelt, og så vurderer hvilke færdigheder, kompetencer og udviklingspotentialer barnet har, og herefter vurderer i hvilket læringsmiljø barnets udvikling og trivsel vil være størst muligt.

Hvis et barn ikke forstår det du forklarer skyldes det ikke barnets evner til at forstå, men den måde du forklare det på! Dette statement fortæller meget om kernen i de læringsudfordringer fagligt og socialt, som barnet møder i skolen. Dette udbygget med den Amerikanske Psykolog Ross W Greens udsagn om, at børn gør det rigtige hvis de kan, skaber et klart billede af hvad inklusionen drejer sig om; at skabe nogle rammer omkring børnene, der gør det muligt for dem at lære og forstå og som tilgodeser deres forudsætninger, så vi kan levere en undervisning og et samspil med børnene, der gør det muligt for dem at forstå, at huske, at lære og at mestre.

Det er essensen af hvad inklusionen drejer sig om og det er hvad tonerne, der lyder fra regeringens inklusionstanker i medierne idag, giver forhåbning om bliver muligt i fremtiden.

Denne artikel vil blive uddybet i en længere form på min LinkedIn profil, på www.folkeskolen.dk og på min Facebook profil, hvor den vil være tilgængelig senest lørdag den 14. Maj kl. 08.00