Engang for længe siden …

Der sad de, tre piger i musiklokalet for første gang i fire år. Deres egentlige ærinde var teksten og musikken til “Sofie”; en sang jeg skrev omkring samme tid, jeg var deres musiklærer. Den handlede kort sagt om pigen, der ikke ville se livets barske realiteter i øjnene. Måske ungerne ikke helt fangede lige netop det budskab, dengang i 3. klasse, men navnet ramte altid plet. Sangen skulle nu bruges til sidste skoledag nogle dage senere, for den havde tilsyneladende fået sit helt eget efterliv.

Toppen af isbjerget

Men “Sofie” var ikke det eneste, der stak sit hoved frem. I det øjeblik, de satte sig til rette i musiklokalets halvcirkel, skete der det, at hele deres musical-oplevelse fra 3. klasse også poppede op. Ud af det blå blev de som små børn, der reminiscerede over denne uge for længe side. De talte om sangene, oplevelsen af deres skolekammerater, og havde dertil alle en soleklar erindring om præcist, hvor de stod på scenen. Sjovt nok har ingen af de tre i den forløbne tid nævnt oplevelsen overfor mig med et eneste ord. Men det skal man ikke tage personligt, særligt ikke når man har med børn at gøre.

Et sted derude

Her sad jeg og troede, at de var over alle bjerge, med alt hvad jeg havde lært dem, og at det meste nok var røget i forbifarten. Men der tog jeg fejl. Det forunderlige ved børn, og det kender vi fra os selv i vores eget voksenliv, er, at tingene først dukker op til overfladen langt senere. Forstås, gode som dårlige erindringer, men i dette indlæg tænker jeg rent faktisk på det, der fylder os med varme og glæde. Måske er det fordi arbejdet med børn fungerer som en svingdør, at man ofte glemmer at se sig om og tilbage. De tre piger mindede mig med et om alt det, jeg selv havde glemt på undervejs.