En tid uden sanser

Vi går jo nok ikke fri alligevel

Ja, det er sgu egentlig utroligt at jeg ikke er blevet ramt før – både som madkundskabslærer, håndboldtræner og familiefar.

Det hele startede tirsdag inden vinterferien. Hosten og snotten og to streger på pinden… Karantænen gav sig selv og man-flu´en kunne begynde. Ja, sådan vil jeg bedst beskrive mit corona-forløb. 5 dage med megen snot, hosten og energiforladt. Eller som vi mænd siger: ”lige som at føde et barn, ikke?”

Om lørdagen indtraf den fase, hvor man kan være så uheldig at sanserne hæmmes – bedst som jeg havde planlagt den helt store æstetiske bryllupsdagsmenu til lillemor. Det blev til en enkelt fin ret – som hun sagde smagte godt – jeg vidste ikke, hvordan det smagte. Jeg tog den på rutinen i køkkenet.

Jeg kunne intet smage før tirsdag i uge 8…

Jeg må jo nok erkende, at jeg faktisk ikke er helt på toppen endnu. Men jeg har fået min smags- og lugtesans igen. Og hold kæft, hvor er netop disse to sanser vigtige i mit liv!

Nøj, hvor fylder min lugte og smagssans meget i mit liv!

Når de fem grundsmage; surt, sødt, salt, bittert og umami forsvinder og de 5.000-10.000 smagsløg bare er noget fysisk på tungen, mister det æstetiske menneske helt og aldeles lysten til maden.

Resten af ferien er gået med at stimulere og genvinde smags- og lugtesansen.

Efter denne nær-fødsels-oplevelse, leder det mig frem til det madkundskabsfaglige!

Nøj, hvor skal vi lære eleverne at værdsætte smags- og lugtesanserne. Ja, alle sanserne. Men hold da op, hvor har jeg taget mine sanser for givet i lang tid.

Når man pludselig mister disse for en stund, kan maden og undervisningen heri, som fylder meget i ens liv, pludselig være fuldstændig ligegyldigt.

Bevares, jeg har haft hæmmet sanser ved forkølelse, men ikke i længere tid og ikke i slipstrømmen på en virus, som har lagt beslag på andres sanser i længere tid.

Vi skal lære eleverne at værdsætte og bruge sanserne endnu mere!

Sanseapparatet er en kæmpe forudsætning, guide og et vejledningsapparat uden lige, når vi laver mad. Det om du er elev eller lærer.

Vi skal om nogen træne elevernes sanser. Med den rette træning heraf, kan vi give eleverne nogle forudsætninger for livet og i køkkenet, som kan støtte dem til mere selvstændige vurderinger, men så sandelig også bare den æstetiske nydelse, som vores fantalastiske fag rummer.

Efter sådan en fesen og sanseløs vinterferie, er jeg blevet enig med mig selv om, at sanseforløbene kommer til at fylde endnu mere i undervisningen til kommende skoleår.

Sanserne er ved at være der igen, og jeg har max klar til en uge med masser af smagsprøver i madkundskab.

Mange sanseløse og energiforladte hilsner

Christian