En krigserklæring

Under stort ståhej er der mellem Danmarks Lærerforening, Kommunernes Landsforening og undervisningsministeren indgået en aftale, som skal sikre skolen fred i de næste to år indtil år 2000.

Det er ret tydeligt, at folkeskolens ledere ikke har været repræsenteret, for der, hvor det kniber med at se, hvordan i alverden de vidtløftige ideer skal realiseres, er aben placeret eftertrykkeligt på skoleledernes skuldre. Smart, så er man ude over det problem! Selvfølgelig efterstår det lille, banale problem, at skolelederne er sat på en uriaspost, men så er ansvaret så bekvemt placeret, hvad man end vil bruge det til.

Det fremgår af fredsaftalen, at der ikke vil blive tildelt flere ressourcer til folkeskolen. Det er for så vidt okay, men samtidig står der, at gruppering på større eller mindre hold skal indgå som en pædagogisk metode.

Så er det, man spørger sig selv: Ved de mennesker overhovedet, hvad de taler om? Holdundervisning er om noget ressource- og lokalekrævende. Lokalemæssigt vil vi på min skole være afskåret fra det i væsentligt omfang, og med hensyn til lærertimeforbruget vil det såmænd bare kræve en tre-fire lærerstillinger ekstra, hvis holdundervisningen, som jeg i øvrigt finder interessant, skal have mere end en kosmetisk værdi til glæde for aftalemagerne. Men med Kommunernes Landsforening i ryggen glæder jeg mig overordentligt til at indlede forhandlinger med min kommunalbestyrelse herom.

Fredsaftale. Bevar mig vel! Det her drejer sig om krigserklæring mod skolelederne. Den tænkende og seriøst arbejdende del af dem, forstås. Der er jo ingen grænser for, hvad sludrechatollerne tror, de render rundt og laver.

Jens Colding

Skjern