En kommende privatskoleforælders bekendelser

Da jeg for fem år siden fik min datter, vidste jeg præcis, hvilken folkeskole hun skulle gå på, og jeg havde nærmest også udpeget hendes klasselærer. Skolevejen var tjekket ud og fundet sikker og karaktergennemsnittet fundet betryggende. Siden da, er jeg som forælder blevet noget klogere og temmelig skuffet. Allerede et år efter, stod den nemlig på strukturændringen, og med et trylleslag var den agtværdige byskole ændret til en overbygningsskole, og min datters skoledistrikt var et helt andet. Det nye skoledistrikt stemte ikke helt overens med mine forestillinger til min datters skolegang, skolevejen var usikker, børnehavevennerne kom til at høre til et andet distrikt og skolens renomme var knap så ærværdigt. Men nuvel, vi skuer ikke hundene på hårene, det skal nok gå godt alligevel. Troede vi.

Et par år efter kommunens strukturreform dukker en ny reform frem, denne gang kommer den fra den nye regering, som jeg selv havde været med til at stemme ind. I første omgang glædes jeg over projektet 'Ny Nordisk Skole' og over at partierne har slået på " Tolærerordninger i de mindste klasser, et loft på 24 elever i klasserne og flere helhedsskoler". Skuffelsen var stor, da "reformen" blev præsenteret. 'Stakkels Emil' kom ikke til at opleve tolærerordning eller max 23 klassekammerater, tilgengæld skulle han snitte sine træmænd på skolens matrikel, i stedet for at rende og lave sine sædvanlige ulykker. Reformen overraskede også med sin test- og målstyring, sit fokus på læring og præstationer - hvad var der blevet af den nordiske tradition, med fokus på åndsfrihed, demokrati og dannelse?

Som forælder og ikke mindst forælder med en pædagogisk baggrund var jeg dybt bekymret. Jeg vidste jo af erfaring, at skolerne mange steder var dybt presset økonomisk, at de fyldte klasserne op til max, og at den anden voksne i klassen har en afgørende betydning. En skole der primært måler, bedømmer og tester børn i færdigheder i stedet for at åbne, vise og inddrage børn i verden, kan jeg slet ikke se min datter eller nogle andre børn i. Jeg forsøgte at råbe beslutningstagerne op, var med til demonstrationer, skrev læserbreve og indlæg og delte min bekymring med alle der ville høre på mig. Desværre havde jeg og alle de mange andre bekymrede forældre ikke held til at få ændret på reformen. Og hvad værre er, vores bekymringer er ikke blevet gjort til skamme.

Om et år skal min datter starte i skole, og nu finder jeg mig selv i en gruppe af forældre, der vil prøve at starte en privatskole. Til det første møde er det tydeligt, at ingen af os havde forestillet os, at vi skulle sidde i den situation, da vi stod med vores nyfødte i armene. Vi er de modvillige privatskoleforældre. Folkeskolen er vores førstevalg - men vi har måtte sande, at den ikke længere findes.

Man kunne tro, at jeg har givet op og resigneret, men det har jeg ikke. Danmarks frie skoler er ikke modspillere, de har altid været en del af folkeskolen. I disse dage fungerer de som en ventil, men de kan også virke som en inspirator. Jeg ser fortsat mig selv som en Folkeskoleforælder, jeg er forælder til et barn der går i en skole som forbereder eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre og som er præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Og jeg vil stadig, sammen med foreningen Folkeskoleforældre, kæmpe for, at folkeskolen igen bliver folkets skole.