Kære folkeskolelærere. Sikke en elendig aftale vores forhandlere har set sig nødsaget til at acceptere. Vi behøver heldigvis ikke at gøre ligeså. Jeg er til daglig lærer på en privat grundskole, og vi er endt med præcis samme resultat som jer.
Hvad der hidtil har været en lov, et indgreb, bliver fremover en aftale som dlf’s bestyrelse anbefaler at lærerne siger ja til? Ikke en lov, men en del af en indgået overenskomst.
Bondo skriver på denne hjemmeside (https://www.dlf.org/nyheder/2018/april/medlemsbrev-fra-anders-bondo-christensen), i et brev til medlemmerne, bla. at ”… Jeg har lovet, at jeg ALDRIG kommer til at skrive under på lov 409. Det løfte agter jeg at holde. ” Det er så lige præcis det løfte han ikke har holdt i mine øjne, men Anders mener tilsyneladende at en kommission kommer til at gøre en forskel.
Han gør heri også rede for, at han mener at med kommissionen er muligheden for at implementere bedre vilkår inden OK21 til stede, og derfor er det bedre med en aftale end en konflikt.
Vil folketinget mon bare videreføre de gældende regler i tilfælde af en konflikt? Det er jeg slet ikke så sikker på. SF lærte sidst, at det var en dum idé at stemme for et indgreb, for de mistede massevis af stemmer på det. De siger nu at det var forkert. Både DF og de radikale har undervejs været ude med meldinger om at de mener lærerne skyldes noget. Jeg tror det kan blive svært for regeringen at samle et flertal om videreførelse af 409 uden betydelige og mærkbare forbedringer. Jeg er helt parat til at tage en konflikt til, for at tvinge vores kære politikere ud i at melde rent flag. Vil de give os så ringe vilkår for vores arbejdstid, må de tvinge det ned over os.
Og hvad giver mon den mest styrkede forhandlingsposition til OK21?
1. At sige ja, og frivilligt have accepteret en dårlig arbejdstidsaftale der er baseret på et diktat fra arbejdsgiver, at have sendt et tydeligt signal om at man vil hellere bøje nakken end risikere konflikt, at have misligholdt musketéreden med de andre organisationer ved at acceptere at en væsentlig knast ikke blev fjernet, og at lade nuværende lovindgreb blive det udgangspunkt vi skal forhandle videre fra? Eller
2. At sige et tordnende nej til en elendig aftale baseret på et lovindgreb, og insistere på retten til reelt at forhandle. At tage den pokkers konflikt. At sende et tydeligt signal om at vi vil slås for vores rettigheder. At musketéreden holder selvom det kan komme til at koste. At fastholde at de overenskomster vi kom fra inden 2013, er det udgangspunkt vi stadig har og som vi mener er nødvendigt for at vi alle kan udføre vores arbejde kvalitativt: Vi skal kunne forberede vores undervisning.
Ja, konflikt vil være et tilbageskridt. Et skridt tilbage til de gode gamle dage før 2013 hvor forberedelse var værdsat og afsat tid til. I overenskomsten.
Vores vilkår er forhandlet frem gennem mange år. 2013 var et kæmpe tilbageskridt. Vi fandt os ikke i det, men blev det påtvunget. Accepterer vi det nu, var al indsats i 2013 spildt.
Hvis det er nødvendigt at få en kommission i gang med en undersøgelse, så giv os nogle ordentlige arbejdsvilkår imens. Anerkend at det nok var urimeligt og lige hastigt nok at lave lov 409. Skulle kommissionen så komme frem med et resultat der siger at lærere ikke behøver at forberede sig, tager vi gerne den debat til den tid.
Vi kan da være glade for en lønstigning nu, men hvad mon det kommer til at koste at købe vores mistede arbejdsvilkår tilbage? Varslingsretten fx? Jeg er personligt ret ligeglad med løn, men ikke med arbejdsvilkår. Vi mister respekten i egne, og i manges øjne hvis vi accepterer at vi ikke behøver at forberede vores undervisning, tror jeg. Det kan børnene ikke være tjent med. Jeg læste et sted at en lærer udtalte noget i retning af: ’Mine elever kan ikke vente 3 år på at lærernes arbejdsvilkår bliver bedre’. Hvor har hun ret.
Med håb om at vi ses til kommende demonstrationer!
Mvh
Thomas Søby, Kochs Skole, Århus
En hilsen fra en kollega indenfor det statslige område
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.