En grimasse, der kan passe

Med indkalkuleret risiko for at blive beskyldt for at være både perfid og intrigant tillader jeg mig at gøre et par bemærkninger om et tabubelastet emne: Rekrutteringen af ledere til folkeskoleregi. Personer, der tidligere optrådte som solister, men nu stedse hyppigere virker i team eller kobler.

Skulle man før nå det attråede mål, gik vejen over lærerrådsformand eller fælles do. Almindelig flid og påpasselighed med ikke at genere den stedlige ledelse var en selvfølge.

I særligt tilspidsede situationer kun-ne 'aspiranterne' optræde som dødsforagtende kommandosoldater, hvis ledelsesinstitutionens meningsmonopol var truet. Det kunne blive belønnet senere! En politisk karriere med plads i kommunalbestyrelsen var heller ikkeat foragte. Det gav nyttige forbindel-ser! Endelig var et formandskab i et menighedsråd et lidt svagere udgangspunkt.

Mislykkedes alt andet, kunne man engagere sig i det lokale kulturliv med alskens bestyrelsesposter – lige fra brevduer og brugsforening til kunstcirkel.

For den jævne iagttager oftest helt forudsigelige forløb. Verdensbilledet var nogenlunde gennemskueligt. Også når det gjaldt nepotisme!

I dag avanceres der normalt direkte fra DLF's organisation, der næsten kan betragtes som kravlegård for kommende ledere i folkeskolesammenhæng – og deres arbejdsgiverregi!

Misforstå mig ikke, jeg er hverken misundelig eller andet slemt. For min skyld må man avancere sig til et job som påklæderske for fandens oldemor, hvis det er ens hede ønske.

Men når en mand/kvinde rejser sig fra stolen, hvor han/hun har været en 'benhård' forhandler for mine interesser, for med et smøret grin at avancere sig over til modparten – selv om moderne ledelsesfilosofi ikke anerkender, at nogen kan være modparter i gængs betydning – ja, så har jeg svært ved at finde en grimasse, der kan passe!

Folkeskolen bragte sidste år et par indlæg, der kritiserede, hvordan en Århus-kollega med topstilling i organisationen passerede 'checkpoint Charlie' og blev fejret ved en storstilet, medlemsbetalt reception. Som om det skulle være en heltegerning at avancere sig over i den modpartslejr, der har forbavsende ringe forståelse for folkeskolens krise – netop nu!

Jeg synes, alt for mange af os har været vidne til tankevækkende 'rokeringer', hvor DLF-koryfæer flytter sig så behændigt som jagtedderkopper i en varm vindueskarm!

Er det måske en genial infiltration af arbejdsgiversiden, som jeg er den eneste, der ikke har fattet? Eller er DLF's organisation at betragte som første trin på vej mod ros og magt?

For så er jeg på den, mere end jeg er med på den!

Tilbage står det store spørgsmål: Kan man kæmpe bravt og med åben pande for en sag, hvis der i baghovedet rumsterer et hedt ønske om at være den, man ikke er? Endnu!

Niels Christian Christensen

Bagterpskolen, Hjørring