En glædens dag – men med malurt i bægeret

Jeg har virkelig glædet mig til at skulle undervise de store elever face to face igen. Mødet mellem mennesker kan uendelig meget mere end mødet gennem en skærm.

Det startede også godt. Alle elever mødte ind til tiden – adskillige endog noget før, de måtte. De blev mødt af lærere, der gav luftkram og formaninger om at spritte af. Det var tydeligt, de var glade for at se hinanden igen – en enkelt eller to virkede ligefrem glade for at se deres lærere?

Den nye hverdag

Vi lærere mødte ind i torsdags. Her fik vi at vide, at eleverne skal have en noget kortere skoledag, og de skal undervises af det faste team. Det gav panderynker blandt faglærerne. Skal vi ikke se vores elever før næste skoleår?

Min nye skolevirkelighed er, at jeg får mine timer på 9. årgang. Det betyder i praksis, at de får to fagdage i religion inden karaktergivning, så de kan nå at gøre deres fordybelsesopgave, som er beskrevet i et tidligere indlæg, færdig. Vi er to lærere på i de fleste timer på dagen, og vi kan nå omkring dem alle sammen. Det er skønt.

Malurt i bægeret

Men… der er malurt i bægeret. Som det ser ud nu, ser jeg ikke 8. årgang mere i år. En årgang, jeg nåede at have fra august til marts. Herefter skærmkontakt i to måneder – og nu – ingenting.

Jeg har planlagt seks små forløb i år. Vi nåede de fire inden lockdown og et under i skærmtiden. Et forløb og afrundingen af året er væk. Det betyder måske ikke så meget i den store sammenhæng. Men det er rigtig skidt for så lille et fag. Det er mange timer, det mister. Jeg kan godt få lidt sved på panden ved tanken om, hvad vi skal nå i 9. for at leve op til kravene.

Men det er der ikke så meget at gøre ved lige nu. Vi skal selvfølgelig passe på hinanden og være sammen med færrest mulige. Jeg må nøjes med at vinke til 8. og glæde mig over at få lov at tage en god afsked med 9.

Hvordan er jeres nye hverdag? Får I lov at læse de små fag?