En fod i døren eller fingrene i klemme

Nu er det en realitet. Medlemmerne af Danmarks Lærerforening har med resultatet af urafstemningen reelt set tilkendegivet, at slaget mod KL og lov 409 er tabt. Der findes sikkert utallige bevæggrunde for at have stemt ja til overenskomsten. Mange frygtede konflikt og strejke, hvis det blev et nej. Og mange har sikkert lyttet til Anders Bondos, hovedstyrelsens og de fleste kredsformænds anbefalinger af et ja.

Der blev malet fanden på væggen, hvis vi ikke stemte ja. I den forbindelse kom det som et chok, da Niels Christian Sauer pludselig undervejs konverterede sin agenda over en nat. Han endte op med at føre sin egen ensomme kamp for et ja i debatten på Folkeskolen.dk. Om det var for at overbevise sig selv, eller os andre, kan man jo fundere over, men med de nye holdninger forsvandt troværdigheden.

Hvorvidt Sauer blev banket på plads af hovedstyrelsen eller ej er for så vidt komplet ligegyldigt . Fakta er, at den person som længe har stået som et elsket højtråbende talerør for mange medlemmer, især mod alle elendighederne i lov 409 og ny skolereform, med ét argumenterede for et samarbejde med "satan selv", som, hvis jeg kke husker helt forkert, Sauer betegnede KL efter konflikten.

Et samarbejde begrundet i, at nye toner flød fra KL under overenskomstforhandlingerne. Superlativerne stod nærmest i kø og ord som velvilje og imødekommenhed blev nævnt. Men da DLF's krav om en ny arbejdstidsaftale kom på bordet var det småt med velviljen. KL ville derimod gerne skrive under på luftige hensigtserklærnger med plads til ukontrollabel divergens i fortolkningsmuligheder. Hurra for et fremskridt. Det er så hvad der venter de næste 3 år, mens vi vil opleve masser af lærere flygte fra folkeskolen eller gå ned med sygdom og/eller stress.

En fod i døren til KL kalder Sauer og Co. denne tvivlsomme landvinding af en aftale. Ja måske, men bliver DLF lukket ind eller bliver foden parkeret stationært i døren? Eller bliver smerterne efterhånden så store, at man må trække foden til sig? Det vil kun tiden kunne vise, men med tanker tilbage til 2013 er min tiltro til KL begrænset og optimismen ligeså.

Risikoen for at det viser sig, at foden i døren medfører at DLF i stedet får fingrene i klemme er i min optik tilstede. De fleste husker givetvis, hvor smertefuld en følelse det medbringer samt den intuitive reaktion derpå. Hvis det bliver scenariet, så bør foden i døren omplaceres til en fod i r.... på de ansvarlige!