En bøn til skolefolket

”… Der er for ofte uro omring A, fx snak og fjollerier. Egentlig tror jeg såmænd bare, at han hygger sig, men det bliver desværre for tit forstyrrende for resten af klassen. Gider I snakke lidt med ham om det? ”

Således startede min kontakt med min søns nye klasselærer i en besked på Aula. Min søn gik på det tidspunkt i 5.klasse og havde netop fået ny klasselærer efter at have haft det samme lærerteam frem til 5.klasse. Jeg snakkede med min søn om beskeden – faktisk rigtig meget og endda en smule formanende. Der kom flere beskeder og ofte blev mine snakke med min søn desværre ikke særlig konstruktive. Min søn følte sig misforstået af både mig og sin lærer. Han oplevede, at hans nye klasselærer skældte meget ud og ofte kunne han ikke forklare, hvad der gik forud for, at klassen blev skældt ud. Min søn kunne på mange måder ikke genkende sig selv i lærerens besked på aula og han oplevede ikke, at han forstyrrede, men derimod at han ofte blev afbrudt og misforstået. Langsomt begyndte jeg at snakke anderledes med min søn om det, der foregik i skolen. Jeg spurgte mere nysgerrigt ind og der dukkede nu fortællinger op om, hvordan hans tidligere lærere havde sagt til ham: ”Når du begynder at mærke uro, så rejs dig op, for så er det tegn til os om, at der skal ske noget andet – for der er sikkert andre, som har det som dig”. Min søns uro var med de tidligere lærere ikke blevet forstået som et individuelt problem, men et udtryk for – en invitation til - at det var på tide at lave et skifte for alle børnene i klassen. Uroen blev gjort til et fælles anliggende. Nu blev min søns uro forstået som udelukkende et individuelt anliggende og dette protesterede han over. I mine formanende snakke med min søn holdt også jeg fast i det individuelle perspektiv og mistede således blikket for sammenhængene og for fællesskabet. For min søn betød det, at han trak sig fra både mig og sin lærer – han omtalte ikke særlig pænt sin nye lærer og han havde sjældent lyst til at tale om skolen med mig.

Eksklusionsspiralen

Ph.d. Gro Emmertsen Lund har forsket i de eksklusionsprocesser, som kan opstå i samarbejdet mellem skole og hjem og hun har bl.a. udarbejdet en model, som hun kalder en eksklusionsspiral (se vedhæftede fil). Hvert trin i spiralen skal ses som en handling eller et udsagn, som skolens ansatte gør. Ifølge Gro Emmertsen Lund kan skolens ansatte dog også vælge at gøre noget andet. For at undgå en eksklusionsspiral handler det ifølge Gro Emmertsen Lund om at invitere forældrene ind i dialogen som vidende, respekterede og kloge, således at der kan udvikles et samarbejde med fokus på handlemuligheder, som skolen kan sætte i værk (Lund, 2018).

Skolens håndtering af problemer skaber eksklusion

I eksemplet omkring min egen søn og beskederne på aula blev min søn forstået som problemet og interessen for vores perspektiver fyldte ikke særlig meget i dialogen med klasselæreren. Måske kunne det have været anderledes, hvis jeg var blevet inviteret ind til en drøftelse af, hvordan vi (jeg, min mand og min søn) forstod uroen – hvad vi så den som et udtryk for og om det var noget vi kendte derhjemme. Samtidig ville det have været relevant for min søn, hvis den nye lærer havde spurgt ham om uroen også have været der tidligere (da klassen havde andre lærere) og hvordan den i så fald var blevet håndteret. Måske ville vi have undgået de misforståelser, som opstod både mellem min søn og jeg og min søn og hans lærer – og dermed også det meget snævre og individorienterede perspektiv på uroen, der ikke syntes at gavne den vigtige relation til skolen eller skabe den nødvendige lyst til forandring.

Jeg arbejder til dagligt som specialundervisningskonsulent i en PPR og i mit arbejde oplever jeg ind imellem, at lærere og pædagoger peger på, at et barns mistrivsel/uro/udadreagerende adfærd i pædagogiske sammenhænge kan forklares med, at der er noget galt med barnet eller med forældrenes manglende opdragelse – og derfor må løsningen også findes i en udredning af barnet eller ved, at forældrene ændrer på deres opdragelse. I lighed med Gro Emmertsen Lunds eksklusionsspiral gøres barnet og forældrene ansvarlige for problemet og der opstår en individualiseret problemforståelse. Når disse perspektiver får lov at fylde, oplever jeg – i tråd med eksklusionsspiralen - at det bliver svært at skabe forandringer for barnet samt at få øje på nye handlemuligheder. Et for entydigt fokus på, hvad der er galt med barnet og familien kan betyde, at vi mister blikket for sammenhængene. I eksemplet med min egen søn handlede det bl.a. om at have blik for historierne og den sammenhæng, som uroen opstod i – hvordan var uroen tidligere blevet forstået og samtidig også udvide blikket til den kontekst, hvor uroen opstod – handlede det om kedelig undervisning, for stillesiddende aktiviteter, for svære opgaver? Uroen kommer jo sjældent af ingenting, så hvad var den indlejret i?

På trods af mit arbejde som specialundervisningskonsulent og derved min faglige viden om, at der ofte er meget mere på spil end, at man som forældre ”lige kan tale om uroen derhjemme”, så lykkedes det mig ikke (i første omgang) at invitere til et mere udvidet perspektiv på uroen. Den korte - og for så vidt uskyldige - besked om at tale om det derhjemme satte gang i et ønske om at agere passende forældre (Dannesboe 2017) og således også et ønske om, at min søn agerede passede skoleelev – og det betød, at jeg mistede blikket for sammenhængene og konteksten.

Psykiater Søren Hertz beskriver, hvordan der er en stigende tilbøjelighed i kulturen til at hæfte fænomener og ikke mindst fejl og mangler på individer fremfor på strukturer og organiseringer og på situationer, processer og mønstre. Han beskriver, hvordan social uorden bliver til individuel uorden (Hertz 2015). Med reference til Bateson beskriver Hertz, hvordan vi tror, vi tænker vores egne tanker, men at vi derimod ofte tænker vores kulturs tanker og således risikere at reproducere dominerende tendenser i kulturen (Hertz 2015). Det var det, som skete for mig, når jeg ønskede at agere passende forældre, som kunne rette mit barn ind. Jeg blev optaget af en dominerende tendens, hvor der opstår en individorienteret forståelse af problemstillingerne – også fordi det var denne forståelse, som jeg blev inviteret ind i med aulabeskeden.

I tilfældet med min søn endte vi med at få et møde med klasselæreren og fik udfoldet forståelserne omkring uroen og det løsnede op på relationen mellem min søn og klasselæreren og i forhold til mine snakke med min søn – men det krævede mod og uærbødighed fra mig at insistere på dette møde og på at få udfoldet forståelserne. Som mor til et skolebarn var jeg stadig optaget af – og splittet imellem – gerne at ville agere passende forældre og få min søn ”rettet ind” samtidig med, at jeg blev nødt til at insistere på et mere udvidet perspektiv af situationen end, at det udelukkende handlede om, at min søn var urolig og at han burde kunne rettes ind. I mit arbejde som specialundervisningskonsulent møder jeg mange familier, hvor kontakten og samarbejdet med skolen er gået helt i hårknuder. Jeg kender til familier, som får ondt i maven og bliver bekymrede så snart aulaikonet på deres telefon indikerer en ny besked – for tænk om det nu igen er deres barn, der har lavet ballade, tænk om de nu igen skal snakke med deres barn om det, der er sket i skolen eller tænk om de endda bliver nødt til at hente deres barn, fordi det har udviklet sig så voldsomt. Jeg oplever rigtig ofte, at familierne føler sig handlingslammede og uden mulighed for at gøre noget andet end det skolen beder dem om – og i tråd med Gro Emmertsen Lunds eksklusionsspiral affinder forældrene sig med problemhistorien og det individorienterede fokus.

Min bøn til skolefolket – til mine tætte samarbejdspartere omkring børn i udsatte positioner – og til mine børns nuværende og kommende lærer – handler om opmærksomheden på den første kontakt. Når vi bliver bekymret eller frustreret over et barn, hvordan henvender vi os så til forældrene? Beder vi dem tage en snak med barnet eller inviterer vi til nysgerrighed og til udfoldelse af forældrenes perspektiver, som vidende og kloge? Jeg håber på det sidste. Jeg beder til det sidste. Nogle vil nok mene, at jeg gør problemerne større end de er, at beskeden fra min søns lærer jo var formuleret i et venligt toneleje og for så vidt meget uskyldig. Mit argument er, at den stadig var formuleret med underliggende toner om, at uroen kunne ”snakkes væk derhjemme” og at det handlede om et individuelt anliggende. Dette kommer til at blive altafgørende for det kommende samarbejde mellem forældre og skole, og det vi gerne vil lykkedes med sammen.

Et spørgsmål om mod, lederskab og uærbødighed

Igennem de seneste år er der sket en voldsom stigning af børn og unge, som henvises til en psykiatrisk udredning pga. mistrivsel. Tal fra KL viser, at der på en 7-årig periode er sket en fordobling af børn og unge, som får en psykiatrisk diagnose[1]. I skolerne efterspørges i takt med denne udvikling mere viden om børn med særlige vanskeligheder – viden om børn med diagnoser, således, at skolerne kan løfte deres inklusionsopgave. Jeg oplever dog ofte, at det sjældent handler om en særlig viden om diagnoser, men derimod om et særligt blik for de forskellige kontekster, et blik for bevægelserne i det, som kan fremstå meget fastlåst - for undtagelserne – et blik for børnenes invitationer samt en forståelse for sin egen positionering og foretrukne viden – som kan være hjælpsomt at bringe i spil, når børn og familier er i mistrivsel. Det handler om mod og om lederskab – det handler om at tro på de uanede udviklingsmuligheder (Hetz 2009) og at turde gå forrest. Inspireret af Karl Tomm argumenterer både psykiater Søren Hertz og psykolog Jørn Nielsen for, at mind is social (Hertz 20015, Nielsen 2017). At det mentale lever i det sociale, hvilket betyder, at adfærd, kognitive funktioner og emotionelle tilstande er indlejret i et net af relationelle, følelsesmæssige og sociale tilstande. Et barns adfærd kan ikke ses uafhængigt af de sammenhænge og sociale arenaer barnet lever i (Nielsen 2017) og børn har brug for, at vi tror på, at udvikling er mulig – at vi tror på det uanede, fordi børnene spejler sig i os voksne og det vi tror på. Dette kræver mod, uærbødighed og lederskab fra os alle, men kan samtidig betyde nye samspilsmønstre og livgivende fællesskaber.

Min bøn til skolefolket: Lad os lede efter sammenhænge, vise mod, lederskab og uærbødighed – lad os tro på de uanede udviklingsmuligheder. Også i vores beskeder på aula, i vores første kontakt til forældre – i alle vores handlinger. Lad os inviterer hinanden relevant ind i de afgørende sammenhænge. For har vi råd til at lade være?

Litteratur

Dannesboe, K.I. (2015): Forældre som ambassadører? I: Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 4.

Lund, G. E. (2018): Sådan undgår vi eksklusion i skolen. https://videnskab.dk/kultur-samfund/saadan-undgaar-vi-eksklusion-i-skolen

Nielsen, J. (2017): PPR – og svaret på børn og unge i udsatte positioner. I: Dansk Psykologisk Tidskrift, nr. 1.

Nissen, D. (2018): Psykologiske perspektiver og godt konsulenthåndværk. I: Fremtidens krav til psykologer i PPR. Kommunernes Landsorganisation.

Hertz, S. (2015): Social uorden bliver til individuel uorden. I: Erlandsen, T., Jensen, N. R., Langager, S. & Petersen, K. E. (red.): Udsatte børn og unge – en grundbog. Hans Reitzels Forlag.

Hertz, S. (2009): Børne- og ungdomspsykiatri. Nye perspektiver og uanede muligheder. Akademisk Forlag.

[1]Se bl.a. kl.dk/nyhed/2018/april/andelen-af-boern-og-unge-med-en-psykiatrisk-diagnose-fordoblet-paa-faa-aar/