Det var en af de sværere lektioner Johannes havde. Og dog var der nok mange lærere som gerne ville bytte med ham, for han sad kun med en enkelt elev som han ikke engang skulle undervise, i hvert fald ikke i traditionel forstand. Men Carl fra ottende klasse havde problemer med kontakten på en måde så det påvirkede udbyttet af undervisningen. Han var mut og indelukket, og han klarede sig væsentlig dårligere i fagene end han plejede. Klasselæreren havde prøvet på mange måder at nå ind til Carl, men uden succes. Hun havde så henvendt sig til AKT-Johannes, og efter aftale med både Carl og hans forældre sad Carl nu over for Johannes. Det var nu ikke meget drengen ville sige. Han syntes ikke at han lærte nok, især ikke i matematik.. Han glædede sig til at skulle forlade skolen til sommer. Efter ferien skulle han på efterskole.
”Endnu en”, tænkte Johannes mørkt.
Carl havde det ikke så godt derhjemme, fortalte han. Han kom tit op at skændes med moren om de få pligter han havde.
”Har du nogen kammerater?” spurgte Johannes.
Carls ansigt viste at spørgsmålet gjorde ondt. Han tre eneste kammerater havde givet ham den kolde skulder. Carls vidste ikke helt hvorfor, men troede at det havde noget at gøre med at de tre andre skulle blive på skolen efter ferien.
”Det var da altid noget”, tænkte Johannes hurtigt. Den kriseramte overbygning havde brug for al den støtte den kunne få.
”Er du populær blandt pigerne?”
”Nej”, svarede Carl.
”Har du fritidsjob?”
”Fejedreng hos mekanikeren.”
”Nå, det er da godt at du har et job.”
Tavshed.
”Er du sikker på at dine kammerater holder dig udenfor?”
”De spørger hinanden: Kommer du til fest i aften? Men ingen spørger mig.”
”Må du gå til fester?”
”Ja, da, men jeg gider ikke, når jeg ved at jeg bare skal gå rundt alene.”
”Er du normalt en god kammerat?”
”Det ved jeg ikke.”
””Gør du noget for at de andre skal kunne lide dig?”
”Jeg laver ikke om på mig selv hvis det er det du mener.”
”Alle må bøje sig lidt for at have venner”, sagde Johannes, ”eller i det mindste vise nogle sider af sig selv som virker sympatiske på andre. Hvis du viser dine kammerater det fjæs som du viser mig, så kan det få dem til miste lysten til at have kontakt med dig.”
”Jamen de gider ikke være sammen med mig uanset hvad jeg gør”, sagde Carl bestemt
”Vil du have at jeg skal prøve at tale med dem?”
”Det bliver det bare værre af.”
”Prøv at invitere dem til en filmaften. Du tjener jo penge, så du kunne købe lidt guf og nogle colaer.”
”Jeg tror ikke de vil komme.”
”Prøv det. Hvis det ikke lykkes, finder vi på nogle flere ideer.”
Carl nikkede svagt. De talte lidt om hvor besværligt det kunne være at have forældre. Lidt efter gik Carl.
Gunnar, den tekniske serviceleder, havde kontor lige over for Johannes’, og nu stak han hovedet ind.
”Hvordan kan du holde det job ud med al den elendighed hver eneste dag?” spurgte Gunnar.
”Det ved jeg ikke”, svarede Johannes. ”Det værste er når man ikke føler at man kan hjælpe.”
”Men tit gør du en forskel, så børnene får det bedre. Det har jeg hørt.”
”Du er en rar mand, Gunnar. Men hvor ER der mange børn som har svært ved at finde ud af det med hinanden.”
”Så er det da godt at nogle af dem for mulighed for at tale med sådan en som dig. Det kan måske være bedre end at gå til psykolog, for her er I jo på samme arbejdsplads.”
”Det kan der måske være noget om”, smilede Johannes.
”Karina er altså også skrap til de specielle unger”, sagde Gunnar. ”I supplerer hinanden fint.”
”Tak”, sagde Johannes. ”Sig mig, hvorfor er du egentlig ikke skoleinspektør?”

En AKT - samtale

En AKT - samtale