Elite og bredde

»Demokratisk samtale forudsætter, at alle tilegner sig fælles viden og kulturteknikker«. Denne passus fra DLFs nye pjece »Faglighed i Fællesskabets Skole« udlægger Vagn Madsen i sidste nummer af Folkeskolen derhen, at »demokratiet gøres betinget af, at ingen i skolen lærer, hvad alle ikke kan lære«. Det forekommer mig, at Vagn Madsen stik imod sin sædvane hermed kaster sig i armene på den rabiate postmodernisme, der i en generations tid har tordnet mod begrebet »fælles viden« med krav om for eksempel klassens afskaffelse til fordel for den enkelte elevs mere eller mindre hæmningsløse selvrealisering.

Demokratiet er og bliver dybt afhængigt af en intellektuel elite til såvel opretholdelsen af samfundets komplicerede funktioner som tacklingen af nye udfordringer. En skole, der kun udruster eleverne med »fælles viden og kulturteknikker«, løser altså ikke sin samfundsopgave godt nok. Men en skole, der omvendt ikke søger at formidle »fælles viden og kulturteknikker« på et niveau, der i det mindste hindrer samfundet i at synke ned i den babyloniske forvirring, svigter da totalt. I et demokratisk samfund er elite og bredde nu engang ikke indbyrdes modsætninger, men gensidige forudsætninger.