Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Når vi i dag går ind ad døren til klasseværelset efter sommerferien, bliver vi mødt af kammerater og lærere som spørger: “Hvad har du lavet i sommerferien?"
For nogle elever har sommerferien budt på rejser, campingture og en tur i BonBon-Land, mens andre får ondt i maven, når vi begynder på den traditionsrige sommerferierunde. Her bliver de økonomiske forskelle på os elever nemlig meget tydelige.
I min klasse kommer vi fra mange forskellige baggrunde. Nogle har mulighed for at tage på dyre charterrejser, mens andre holder ferie hjemme i Danmark. Det er der sådan set ikke noget galt i, men det er unødvendigt at fremhæve det som det første, når skolen starter igen.
Det er okay at holde sommerferie hjemme
Vi har brug for flere tilbud, hvor udsatte børn og unge kan tage på gratis sommerlejr eller komme til gratis aktiviteter. Tilbuddene kunne med fordel blive præsenteret i klasserne i løbet af foråret.
Ifølge Dansk Folkehjælp har 25 procent flere familier søgt om et gratis ferieophold i år end sidste år. For mange børn er SFO’en den eneste destination i sommerferien.
Samtidig skal vi normalisere at være hjemme og slappe af i ferierne. Vi elever er vokset op med en perfekthedskultur, hvor man altid skal kunne fremvise den fedeste sommerferie – og det er ikke blevet bedre af, at vi kan følge med i hinandens og influencernes drømmeferier i stories på Instagram. Vi kommer til at tro, at det ikke er godt nok at være derhjemme og se en film.
Vi skal snakke om ferie på en anden måde
Sommerferien kan lægge et pres på os elever, for man kan hurtigt blive stemplet som uinteressant, hvis man ikke har haft en ideel sommerferie. Og selvom brætspil med familien derhjemme er hyggeligt, skammer vi os over, at vi ikke har været i Spanien i to uger, ligesom Maria fra klassen har.
Vi elever har ikke behov for runder, hvor vi konkurrerer om, hvem der er “bedst”, når alle åbenlyst har forskellige muligheder.
Det betyder ikke, at vi aldrig skal tale om de forskellige forudsætninger og muligheder, vi har, men en samtale om sommerferien skal ikke give mine klassekammerater følelsen af, ikke at være lige så god som alle andre.
Den gode opstart efter sommerferien kunne for eksempel i stedet handle om, hvad vi glæder os mest til i det kommende skoleår. Og så skal snakken om sommerferien skabe nysgerrighed og forståelse for hinanden blandt klassekammeraterne. Det skal ikke give ondt i maven.
Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk
Elev: Lad os droppe pralerunderne, når vi kommer tilbage fra sommerferie
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.