I går fik jeg en besked(række) fra én af mine elever. Det var naturligvis én besked ud af mange, for I disse tider plinger min telefon nærmest kontant med spørgsmål om de opgaver, jeg har lagt ud. Men denne besked var anderledes.
”Har du nogle gode metoder til, hvordan man kan undgå, at stressen tager over og jeg ender med ikke at kunne lave noget som helst? For det er lidt det der er ved at ske ☹”
”Det er som at blive slået hårdt i maven hver eneste gang jeg tænker på skolearbejde”
”Jeg savner normal undervisning. Jeg savner dig. Jeg savner alle de andre. Jeg kan ikke holde til så meget ændring på en gang.”
Hun er ikke den eneste
Beskederne gjorde mig ked af det. Fordi jeg vidste instinktivt, at der var flere som hende derude bag skærmene. Som ikke turde sige højt, hvor svært det er at være i alt det her. Og jeg tror, at både vi lærere, forældre og i særdeleshed kommunerne glemmer, at det her ikke er for sjov. Danmark er i krise! Ja, hele verden er, og imens sidder vi og klapper i hænderne over, at stort set alle forlag har givet os gratis adgang til deres onlineportaler.
Giv dem lidt fred
Jeg er ikke psykolog, og jeg kender ikke navnene på de forkromede teorier om, hvad der sker i den menneskelige hjerne, når der vendes op og ned på hverdagen. Men jeg er lærer, og mit hjerte banker for de elever, der ikke bliver hørt. For der er da ingen tvivl om, at alle de børn og unge, der glædes over online undervisning, bare skal give den gas. Selvfølgelig! Men vi må ikke glemme alle dem, der i denne tid er bange, og som på ingen måde trives i det her. Som savner, og som stresser, og som i virkeligheden ville have allerbedst af bare at få lidt fred.
Elev: ”Det er som at blive slået hårdt i maven, hver eneste gang jeg tænker på skolearbejde”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.