Eksamenstid

Tak for sangen, solsort, tak til stæren og svalen! Tak til den blå, bitte ærenpris og mælkebøtten. Mens hele koncerten lyder, sanser eksamensfolket den kun fragmentarisk; vi sidder som David i 'Rend mig i traditionerne' bag tremmer størstedelen af tiden: cirkulæretremmer, årsplanstremmer, telefontremmer, A4-skriftlighedstremmer, bag nådesløshedens mørke klæde for at begå et sidestep over for censor og eksaminator, vice versa - og ikke mindst over for den beskikkede censor. Det er sønderknusende!

Der kræves kreativitet, og den mobiliserer vi så i hverdagen i kamp med egne lukkede rum og blokeringer. Vi prøver sammen med de kæreste børn at lade det at lære blive en lyst. Men når det så lakker mod prøverne, opdager man virkelig menneskenes forskellige vilkår på alle leder og kanter. Dem er der bare ikke plads til at tage hensyn til i en tid, hvor vi igen søger tyranner - vi er efterplaprere og lamslåede af angst for opgavekommissionærer, læseplansmagere, censureringer og andre fjerne instanser. At tale Roma midt imod er vel den eneste, men alvorligste dødssynd. Rousseaus ide om, at vi egentlig var gode nok fra starten, men siden ødelagte af samfundet, kan en skønne dag blive virkeligheden.

Over for skolens øvrige elever - ikke-eksaminanterne - skal vi krænge tremmeburet af os, behændigt svippe tilbage i den dagligdags kreativitetsham: foråret er dejligt, livet let, undervisningen helt normal (nogle dage, indimellem, iblandt).

Bøn til alle kommissionærer: Sørg lige for i god tid at orientere forlagene om jeres fikse ideer og kvalitetsudviklende tiltag, så lærerne kan nå at købe rigtigt ind og sammensætte rigtige pensa.

Thyge Poulsen

Ans