Du ved godt, at vi er smadret i hovedet i 7. time?

Første dag efter ferien med elever. Jeg er spændt og glæder mig. Det er fuldstændig som at pakke julegaverne ud og være 7 år. Hvordan er min nye klasse? Jeg er bare ultraparat. Eleverne sidder pænt og venter på mig. Jeg har planlagt, at vi skal danne relationer. Forstå hinanden. De skal alle nikke ivrigt, når jeg siger at matematik er det fedeste fag i skolen. Det er den rene gavebod, der venter mig. Jeg lægger ud med at fortælle, hvor meget jeg har glædet mig, og de nikker. Det virker, som de også har savnet det hverdagsagtige med at møde i skole. Jeg fortæller, hvad jeg hedder, og eleverne fortæller, at det ved de godt. De har fundet mig på internettet. Og så har de lige været en tur forbi YouTube, så de kender mig allerede. Ok, det er helt fint. Jeg kører direkte til de fedeste ting og projekter, vi skal arbejde med. Fortæller med stor entusiasme, og de lytter interesseret. Jeg bliver gladere og gladere, glæder mig mere og mere. Indtil en af eleverne siger ”Du ved godt, at vi er smadret i hovedet i 7. time?”. Næ egentlig ikke, men jeg kan da godt se, at jeg er i den ulykkelig situation sammen med jer, at vi har 2 enkelttimer i 7 timer, og så en enkelttime lige op til sulten spisning. Men da heldigvis et modul om mandagen i 5-6 time. Det var så lige det skema, der gjorde livet surt for matematiklæreren. Det gik op for skemalæggeren, men ned for mig og eleverne. Det er vist ikke nok med en jublende matematiklærer, når sulten og eftermiddagstrætheden melder sig. Jeg krydser fingre for et godt år med nogle dejlige elever på trods af et skema, der modarbejder alt det det sjove og invitere til sæt jer ned og løs opgaver i et hæfte, som var du din oldemor og oldefar.

Velkommen tilbage til folkeskolen med de lange skoledage, trætte og sultne elever, og lærere der prøver at holde fanen højt.