Jeg har altid haft det svært i skolen, det har altid været svært for mig med det faglige. Jeg fik det tjekket i 2018, hvorfor det er så svært for mig. Det opsummerede i, at jeg har dårlig arbejdshukommelse, som er en meget svær ting at have på sig. Jeg gik på en skole fra starten af 2017 til 2019. Jeg havde en lærer der ikke forstod hvorfor, jeg ikke kunne finde ud af det faglige. Hun nedgjorde mig foran min klasse. Hun sagde at jeg ikke kunne noget, jeg aldrig ville blive til noget, og at jeg bare var dum. Hun råbte rigtig tit af mig. Hun ødelagde mig helt mentalt. Jeg havde mareridt om natten, jeg græd hele tiden, jeg var bange, jeg mistede alt min selvtillid, ikke fordi der var meget af det i forvejen. Kort sagt jeg endte i det største hul af depression nogensinde.
I starten af alt det her gik jeg i 7 klasse - var blot 12-13 år gammel.
Det endte ud i, at jeg ikke var i skole i en hel måned. Da jeg så kom tilbage, skippede jeg alle hendes fag, fordi jeg ikke kunne rumme det i mit hoved. Denne episode forfølger mig stadig i dag, hver gang jeg skal lave noget fagligt, kommer hendes stemme i hovedet. Det er ikke rart på nogen måde.
Det her skete for mig selvom at der mange undersøgelser der viser, at forholdet mellem læreren og eleven er afgørende, for at kunne lære noget.
Derfor hjælper det heller ikke at råbe, da det ikke gør noget godt for eleven eller læreren. Eleven får det faktisk sværere af at blive råbt af, end hvis læreren sætter sig med eleven og snakker på en stille og rolig måde, om hvorfor eleven gør som han/hun gør, og hvad der kunne gøres næste gang der sker noget lignende.
i 2019 i april måned - halvvejs i 8 klasse skiftede jeg skole. Jeg fik en lærer der forstod mine faglige problemer, og som kunne hjælpe mig til at det hele blev bedre.
I starten var det rigtig svært, fordi jeg jo havde et dårligt syn på alle lærere - og det var en forkert måde at håndtere det hele på.
Jeg besluttede mig for at tage mig sammen, og spørge om hjælp og håbe på det bedste.
Denne lærer kunne se hvad jeg i virkeligheden havde brug for, hun var en forstående lærer i forhold til de faglige problemer, men også det mentale efter den hårde oplevelse.
Hun satte sig ned med mig, prøvede at få et indblik i, hvordan jeg i virkeligheden havde det i forhold til det faglige - og hvad der eventuelt gjorde, at det blev svært for mig.
En af grundene var mangel på selvtillid, da jeg havde bildt mig selv ind at jeg ikke kunne noget. Så hver gang jeg fik en opgave for, så var mit standardsvar bare, at det kunne jeg ikke. Men selvfølgelig kunne jeg det, når jeg fik den rigtige hjælp.
Det første vi gjorde var at tage fat i opgaven, derefter snakkede vi om “hvad er det man skal her?” vi satte os ved computeren, jeg snakkede, hun skrev ned - så jeg ikke glemte hvad jeg skulle skrive. Hun spurgte eksempelvis om “hvad er din holdning til dette billede” og så kunne jeg sidde og forklare, og bare fortælle min mening uden at blive dømt på det.
Og hun spurgte altid på en måde, så jeg kunne svare på spørgsmålet.
Denne lærer var uden tvivl den bedste lærer jeg nogensinde har haft, og nogensinde har kunnet ønsket mig at få. Hun gjorde alt, hvad man ville ønske en lærer skal kunne og gøre for en elev, som mig.
Mit gennemsnit blev meget bedre, efter at jeg fik den lærer - som hjalp mig på den måde jeg havde brug for.
Det vigtige er jo, at den enkelte lærer møder den enkelte elev med dennes stærke og svage egenskaber, og at støtten er ud fra hvad der er bedst for den enkeltes måde at lære på.
Og på sidste skoledag gav jeg hende et stort tak, for alt det hun havde gjort for mig. Mine forældre var også meget glade for den store hjælp hun havde givet mig.
Så tak, fordi jeg nu bare tror lidt mere på mig selv. Du ved hvem du er… S.
Jeg har delt min oplevelse fordi, at jeg håber at nye og gamle lærere eventuelt kan få et indblik i elevens synspunkt, og hvad du som lærer kan gøre ved en elev. Tag endnu en dyb indånding, og lad være med at gøre det på den hårde måde. Prøv i stedet igen den stille og forstående måde.
Jeg håber at min historie vil hjælpe nye og gamle lærere, med at se ind bag facaden på den enkelte elev, og huske at vi allesammen har en grund til at være som vi er.
Du kan gøre en kæmpe forskel for dine elever, så tag en dyb indånding.
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.