Det har altid været min holdning gennem mine 40 år som medlem af DLF, og som jeg har fået ind med modermælken: »Sin fagforening er man da medlem af lige til sin dødsdag«.
Det er stadig min holdning til fagforeningsmedlemskab, men det synes, som om DLF ikke har den samme holdning: DLF er en fagforening for dem, der er i arbejde.
For eksempel de nu seneste beslutninger om at gøre pensionistkurser brugerbetalte (beskrevet af Henning Pedersen i Folkeskolen nummer 49), mens gratis for medlemmer, der er i arbejde.
Når man læser hovedstyrelsesmedlem for fraktion 4 Lone Myginds indlæg i nummer 48, så rystes man i sin grundvold over, at det ikke er hovedstyrelsen, der fastlægger holdning/beslutning om foreningens tilbud til medlemmerne. Oven i købet kan Lone Mygind ikke engang få indskrevet en mindretalsudtalelse.
Når denne holdning til medlemmerne kan herske, må det være, fordi hovedstyrelsens holdning til medlemskab ikke stemmer overens med den generation, som »gennem deres kontingent og fagpolitiske holdning har gjort DLF til det, den er i dag«.
Er det det liberalistiske spøgelse, der farer hen over DLF?
Hvad med at fastholde et helhedssyn på foreningens medlemmer uanset deres alder?
DLF og pensionisterne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.