Det nye forenklede fælles bål

Man kan forestille sig et bål, der skal brændes af for at fejre Sankt Hans, give varme, hygge og god stemning. Et bål, der skal glæde de mange der fejrer Sankt Hans, og dem der venter at se bålet blusse op og se heksen futte af. Bålet giver varme til menneskene, der står omkring det, samtidig med de står og ser på flammerne og lade tankerne flyve. De, der så bålet går derfra med en følelse af varme, glæde og en lille ild er tændt i deres hjerte. En dejlig dansk tradition, et stykke dansk kultur

Hvis man bruger metaforen for Sankt Hans bålet på de nye forenklede fælles mål, hvor man kan forestille sig at målene er træet, der bliver stablet så tæt, at der ikke kan tændes ild i bålet, fordi der mangler ilt. Man forsøger febrilsk at få ild i bålet og forklare, at det sagtens kan lade sig gøre, og at det faktisk bliver et helt fantastisk bål, når ilden lige om lidt får fat. Men der kommer aldrig ild i et bålet, for træet ligger alt for tæt, der er ingen ilt. Der bliver ikke tændt nogen indre ild i deltagerne.

Jeg kan godt lide de nye mål, men er ikke glad for den kvælende fornemmelse, de resulterer i.

Ilden der brænder i matematiklæreren med kærlighed til faget, eleverne og folkeskolen er under pres af de tætpakkede og styrende mål, der omklamrer hele folkeskolen

For, hvad er det vi går glip af, når målene bestemmer alt, og matematiklæreren er sat uden for indflydelse?

Jeg vil ønske, at der var nogle tomme felter i de nye forenklede fælles mål, som jeg selv måtte udfylde!