Det nye børnesyn vil have mig til at ændre mit ”mindset”. Men det bliver undervisningen altså dårligere af

Forleden debatterede jeg folkeskole, arbejdsmiljø og børnesyn på LinkedIn. Efter en debat, hvor jeg ihærdigt forsvarede mine synspunkter og min kritik af tidens fremherskende børnesyn, blev jeg mødt af følgende kommentar:

“Handlemulighederne kommer med indstillingen. Med din (læs indstilling til børnesynet), har du opgivet dit pædagogiske og didaktiske handlerum. Og det er naturligvis et kæmpe problem, hvis mange voksne i skolen har det sådan”.

Det er ikke første gang, jeg oplever, at debatten om børnesynet gøres personlig og kommer til at handle om, at jeg skal arbejde med mit ”mindset”. Jeg har indirekte eller direkte fået at vide, at jeg er en af de lærere, der er bagudskuende og har et børnesyn, der hører den sorte skole til. Af frygt for at havne i den kategori afholder mange lærere sig fra at tage debatten.

Faktisk har jeg problematiseret børnesynets grundtese af nøjagtigt den årsag. At den i sin grundpræmis efterlader lærere og pædagoger handlingslammede og magtesløse, fordi børnesynet altid ender med, at kritikken vendes mod dem selv, da barnet jo gør det så godt, det kan.

Sådan møder du barnet “rigtigt”

Børnesynet fortæller dig, hvordan du møder barnet på den ”rigtige” måde. Det forsimpler og reducerer dine pædagogiske og didaktiske muligheder og efterlader lærere og pædagoger med et stort ansvar og ikke mindst skyldfølelse.

Hvis barnet udviser modvilje, manglende lyst eller er kravafvisende, er det din opgave at få det fixet på den ”rigtige” måde, hvilket vil sige, at du skal ændre i rammen eller arbejde med relationen.

Børnesynet fratager dig muligheden for at handle i overensstemmelse med din professionelle dømmekraft.

Som professionelle ved vi, at hvis vi ændrer rammen, kan det føre til kaos og larm i undervisningen, da det er svært at styre et klasserum, hvor den fælles ramme opløses og erstattes af små øer af individuelle behov og krav.

Ifølge børnesynet er det ikke barnet, der skal passe ind i rammen, men rammen, der skal passe til barnet.  Det efterlader os i et dilemma, for vi ved godt, at netop en fast ramme og struktur er forudsætningen, for at langt de fleste børn kan lykkes i undervisningen. I særdeleshed de udsatte børn, der skal inkluderes.

Mens du er undersøgende og nysgerrig på det enkelte barns behov, følelser og kravafvisende adfærd, efterlader det 26 andre børn overladt til sig selv.

Det er ikke realistisk at møde alle børn i deres umiddelbare følelser. Indimellem er det faktisk meget bedre for barnet at tænke på noget andet og mærke en lærer, der har troen på, at barnet kan præstere mere, end det umiddelbart tror. Og nogle gange er det faktisk i orden at bede barnet behovsudsætte, så de 26 andre elever kan komme i gang.

Under børnesynets forsimplede handlingsmuligheder lider undervisningen og det forpligtende fællesskab. Det reducerer undervisningen til at handle om individets rettigheder, lyster og behov i langt højere grad end pligter, ansvar og krav om deltagelse.

Urealistisk forventningspres

Med børnesynet har forvaltninger og kommuner dobbeltgarderet sig. Hvis inklusionen ikke lykkes, er det lærerens mindset, den er gal med. Du har ikke det rigtige syn på børn, er ikke dygtig nok til at ændre dine rammer og du er ikke god nok til at skabe gode relationer.

Det ansvar kan ingen lærer bærer på sine skuldre.

Værnet bliver den modløshed og afmagt, der præger folkeskolen lige nu. Modløsheden viser sig. når dygtige lærere, både erfarne og nyansatte, vender folkeskolen ryggen, fordi de mødes af et urealistisk forventningspres. Den problematik fixes altså ikke ved, at jeg arbejder med mit mindset.