Det meningsfulde liv

Mens man typisk forsøger at afdække, hvilke forhold der gør sig gældende når folk bliver syge af stress gjorde Antonovsky, Professor i medicinsk sociologi, det modsatte. Han stillede i stedet spørgsmålet: ”Hvad skaber sundhed?”.

I en af hans undersøgelser, fangede hans opmærksomhed en gruppe kvinder, som havde siddet i koncentrationslejr under 2. verdenskrig. Til trods for den psykiske belastning, de havde været udsat for i koncentrationslejren, havde de det godt. De udviste tillid til andre og havde ikke psykiske problemer. Antonovsky besluttede sig for at finde ud af, hvordan det kunne lade sig gøre, at mennesker, der havde været udsat for så ekstreme forhold som Holocaust, fortsat var i stand til, at fortsætte med deres hverdagsaktiviteter, skabe gode sociale relationer og håndtere familie, arbejde, starte egen virksomhed, i modsætning til andre overlevende, som blev mærket for livet.

Antonovsky kom frem til, at det, der kendetegner dem, der klarer sig bedst mentalt og fysisk, til trods for belastninger er, at de oplever at have en følelse af sammenhæng i livet. Han karakteriserede et sundt menneske, som et menneske, der er i stand til at håndtere de belastninger, det udsættes for, og forklarede dette med, at de besidder en høj følelse af sammenhæng. Følelsen af sammenhæng kommer ikke af sig selv. Man skal selv sørge for at skabe mening og sammenhæng i sit liv.

Følelsen af meningsfuldhed er meget vigtig og meget afgørende for vores sundhed og trivsel. Det at have noget at stå op til om morgenen, at føle sig som en del af noget større, en del af et fællesskab (familie, venner, skoleklasse, kollegaer).

Det at skabe en meningsfuld tilværelse afværger dog ikke det livet udsætter os for; vi vil fortsat opleve sorg, svigt, bekymringer, situationer, der nogle gange kan virke uløselige, håbløshed, men det er vores evne til at mestre de situationer, der skaber en sund tilværelse, hvor vi formår at rejse os op, hver gang livet giver os én på tuden.

En erindring

Da jeg oplevede en af vores unge blive skudt (en institution jeg tidligere havde været ansat på), blev der rutinemæssigt tilkaldt en krisepsykolog, som fortalte os at det ikke er den enkelte episode/hændelse, der får folk til at gå ned, men summen af oplevelser man lægger oveni i hinanden, der får et menneske til at gå ned/brænde ud. Man skal derfor isolere hændelserne og bearbejde det.

Man bliver heller ikke en god chauffør ved at ehverve sig et kørekort, men det der kendetegner en god chauffør er dennes evne til at navigere rundt i trafikken blandt hundrede andre bilister. Sådan er det også med livet!