Det målstyrede barn

I en tid med fokus på produktivitet, effektivitet og optimering er det svært ikke at gå rundt med en kronisk bekymring over de dannelserelaterede aspekter, man overser med den nuværende uddannelsespolicy. De dannelserelaterede aspekter, der i uddannelsessystemet bliver fravalgt som konsekvens af et tilvalg af evidensbaserede læringsmetoder, målstyrings-systemer og en central styring af vores skolesystem med ensidige foki på præstationer målt på testresultater, spørgeskemaer og karaktergennemsnit. I min optik er der et helt særligt aspekt ved uddannelse, som i disse år bliver underkendt, måske ligefrem forkastet i den politiske iver for at nytænke, optimere og reformere vores uddannelsessystem.Med ønsket om at danne børn til frit handlende og ansvarlige mennesker inden for en pædagogisk og uddannelsesmæssig kontekst lander vi ufravigeligt lige ned i ét af pædagogikkens helt store paradokser: "Når hensigten med pædagogiske processer er at frigøre barnet til sin egen menneskelighed, er opdragelsen paradoksal og antinomisk, fordi den vil ”tvinge til frihed”." (Oettingen 2008: 7) Dette pædagogiske paradoks er en kompleks og mangefacetteret problemstilling, og det frihedsbegreb, der stiles pædagogisk efter, er ligeledes langt fra en ensidig størrelse. Når jeg i denne artikel bevæger mig ind i paradokset, er det med et helt særligt frihedsbegreb i sigte. Et frihedsbegreb, der er dybt forankret i den tyskfødte politolog og filosof Hannah Arendts tænkning. Hos Arendt er frihed vores mulighed for at begynde noget nyt. Friheden til handling blandt andre, der handler i frihed. Det er en frihed, der indebærer et altomfattende ansvar. Et ansvar vi ikke kan blive pålagt, men ej heller undsige os. I Arendts terminologi er det frie menneske dét, der handler - og handlingen som begivenhed, er dét der gør mennesket frit.Den hollandske uddannelsesteoretiker Gert Biesta arbejder i sine værker bla. videre ud fra Arendts handlingsbegreb. Ifølge Biesta skal god uddannelse forstås som en proces, der har til formål at give subjektet mulighed for at komme ind i verden. Subjektet træder ind i vores fælles verden via kvalifikation, socialisation og subjektifikation. Igennemsubjektifikationen kan mennesket komme til syne som unikt og uerstatteligt. Denne tilsynekomst og Arendts begyndelse eller initium er inden for rammerne af denne artikel fundamentet for det aspekt i det pædagogiske paradoks, der handler om dannelse til frihed eller personlig dannelse.

Dannelse i reformen – overset eller forkastet ?

Med en ny folkeskolereform og ambitionerne om en Ny Nordisk Skole er man i færd med at bevæge sig helt ind i kernen af et uddannelses-paradigme, hvor begrebet dannelse har yderst trænge kår. I min søgen (12/2014-03/2015) i Undervisningsministeriets egne aktuelle dokumenter dukker dannelse op i følgende indledning af manifestet for Ny Nordisk Skole: "Ny Nordisk Skole skal i kraft af en nyfortolkning af den nordiske lærings- og dannelsestradition danne grundlag for udviklingen af de nordiske samfund og lyse op i verden." (nynordiskskole.dk)Ordet dannelse bliver ikke anvendt i de efterfølgende ti målsætninger, manifestet består af. Folkeskolens formål bliver - ifølge egen research - ej heller nævnt i forbindelse med Ny Nordisk Skole. Det falder måske fint i tråd med, at der tales om en nyfortolkning af vores dannelsestradition. I et interview fra 2012 i Folkeskolen er Per Fibæk Laursen, Professor ved DPU, citeret for følgende utvetydige holdning:

"I det hele taget forstår jeg ikke forelskelsen i dannelsesbegrebet. For mig at se er dannelsesbegrebet ikke et centralt begreb i folkeskolen og har aldrig været det. Ordet dannelse bliver ikke brugt i folkeskolens formålsbeskrivelse eller i andre officielle beskrivelser af folkeskolens opgave." (Olsen 2012)

........Resten af artiklen kan læses i onlinemagasinet 'Nyt Dansk Udsyn' på:

http://nyt-askov.dk/wp-content/uploads/2015/06/Nyt-Dansk-Udsyn-nr-10-OD-PDF.pdf