Det grå guld

Det er med undren, at jeg har fulgt de seneste ugers debat om, hvorledes man måske kan overtale lærere til at blive i arbejde i stedet for at gå på førtidspension eller efterløn.

Jeg er forbavset over, at politikerne tror, at hovedparten af de ældre lærere blot tæller dagene, til de bliver 60 år.

Mange kolleger omkring de 60 år holder stadig af at undervise, og de vil gerne fortsætte endnu en årrække. Det er muligt, at de ønsker at tage ét år ad gangen. Indstillingen er sandsynligvis, at så længe de føler, at de stadig har noget at give, så vil de også gerne være med til at præge skolens udvikling.

Politikerne har med smukke ord talt om vores uundværlige erfaring. Vi er det grå guld, og ved sidste overenskomst tilbød man os oven i købet en seniorordning for at få os til at blive. Men tilbuddet har åbenbart ikke været godt nok, for nu kan man læse om nye initiativer til at holde på os. Og her udvikler min forundring sig til forargelse.

I dybeste alvor foreslår politikerne, at ældre kolleger ikke behøver at deltage i så mange møder, som de øvrige kolleger gør. Hvad er det for noget? Jeg vil ikke gå hjem, når der holdes faglige eller pædagogiske møder. Det er bydende nødvendigt at være fuldgyldigt, med i alle samarbejdsrelationer. De elever, jeg har fået overladt til undervisning, er i lige så høj grad mit ansvar som de andres.

Politikerne foreslår også, at to kolleger kunne dele en lærerstilling. Også her er de helt galt på den. Man kunne eventuelt oprette to halvtidsstillinger. Men det er noget helt andet. Jeg har mit ansvar over for kolleger, forældre og elever. Det kan jeg ikke dele med en anden. Det vil blive noget rod.

Kursusidéen har været oppe at vende. Det er sikkert venligt ment, men man glemmer, at vi er mange med omkring 37 års erfaring, som i samtlige år har fulgt kurser af kortere og længere varighed. Vi vil gerne på flere relevante kurser, men det ligger mellemlinjerne, at min aldersgruppe må være på herrens mark, når det drejer sig om ny teknologi. Vrøvl. Mange af os har været med fra begyndelsen, og vi har videreudviklet os lige siden. Kurser, ja tak. Men ikke noget, der lugter af alderdom og afpudsning.

Flekstid, foreslår de. Men hvad menes der? Skal jeg have et klippekort på timerne i min årsnorm? Og så det værste: Giv dem de yngre klasser, siger de. Tror de, at det er nemmere at undervise dér? Hvad mener du, kære kollega, som er midt i 30'erne og underviser de yngste?

Og værre endnu: Tag dem væk fra de afsluttende prøver! Jamen, hvad betød det, det med det grå guld. Det med at holde på de erfarne kolleger?

Hvorfor ikke udvide de idéer, der er en del af den seneste overenskomst? Tilbyd seniorerne en begrænset fagrække, færre klasser og dermed færre undervisningstimer. Det ville betyde, at kollegerne kunne deltage 100 procent i skolens dagligdag. Samtidig ville de opleve en lempelse i deres arbejde. Til glæde for både samfundet og dem selv.

Ole Seyffart Sørensen

Birkemoseskolen, Korsør

Forkortet af redaktionen