Det er ukonkret. Det er usexet. Men det er min erfaring, at det er rigtigt 

”Du er jo skolefraværskonsulent – hvordan løser vi det store fraværsproblem?”

Lad mig indledningsvist sige, at jeg til fulde forstår spørgsmålet og det behov og store ønske, som ligger bag: Nemlig en simpel, generaliseret løsning på det stigende, langvarige fravær. Og du godeste, hvor er det undervældende, at jeg ikke bare kan slynge en ud.

Som omfattende forskning, igangværende debat, artikler, interviews og ikke mindst Forældrekommissionens store arbejde viser, er der imidlertid ingenting, der tyder på, at denne problemstilling har en enkel løsning.

For det er ikke et enkelt problem.

Børnenes "løsning"

Skolefravær som fænomen er for så vidt enkelt nok, og det har eksisteret omtrent lige så længe, som der har eksisteret skoler.

Men skolefravær som en slags strategi er en ny udfordring. Den er børnenes ”løsning” på et problem – men samtidig begyndelsen på langt mere omfattende, omkostningstunge og uhyre komplekse problemstillinger, der risikerer at have uoverskuelige konsekvenser for de ramte børns fremtidige voksenliv.

I bund og grund handler skolefraværsstrategien om, at barnet ikke har det godt.

Ganske som med mobning (som i min optik bor, om ikke på samme adresse, så i hvert fald i samme nabolag som skolefravær), er der tale om, at de fællesskaber, børn og voksne bevæger sig i, har stor betydning for vores selvopfattelse, vores selvværd, vores demokratiske dannelse og vores udvikling som mennesker.

Og ganske som med mobning, er det afgørende, at der sættes tidligt ind. Det er vi ikke gode nok til. Om det er, fordi sanktioneringsreglerne fra 2019 har gjort os blinde for andet end fraværsprocenter og kvantitative data. ved jeg ikke, men en reel løsning af Danmarks omfattende skolefraværsudfordring kræver, at vi sætter ind væsentligt tidligere, end tilfældet er nu. Det burde efterhånden stå temmelig klart.

En fraværslabyrint

Problemet er, at når det kommer til netop skolefravær, så taler data deres eget tydelige og bekymrende sprog. Det er - ved første øjekast - dejligt konkret og målbart og en kæmpe forløsning, når tallet går nedad. Derfor er det også nærliggende at gribe efter konkrete løsninger. Gerne dem, der hurtigt viser sig på bundlinjen.

Men måske bør vi i virkeligheden øve os på at begrænse vores ’fiksetrang’ og øve os i at lytte. Til børnene, deres adfærd, mønstre og relationer. Øve os i at lytte til, hvad nu unge voksne med tidligere omfattende skolefraværsproblematikker fortæller os. Der er faktisk en del at hente.

Og så skal vi lytte til hinanden, frem for at tillægge hinanden motiver. Jeg tør f.eks. godt lægge hovedet på blokken og love, at ingen lærere (eller vores undervisningsminister, for den sags skyld) har en skjult dagsorden og et ønske om korporlig afstraffelse, sanktionering og eksklusion.

Men en af kerneproblematikkerne i mange fraværssager handler om manglen på tryghed. Jeg får lyst til at tilføje ’og mangel på tillid’. Begge dele er svære at udbedre, hvis debatten lejlighedsvis får lov at foregå i skyttegrave.

Dialog, lydhørhed, samarbejde og nysgerrighed er bærende elementer i optrævlingen af fraværsmysterier.

Det er en labyrint, vi går ind i hver gang. Der er ikke noget entydigt svar eller en ’specifik årsag’. Det er usexet, uklart og usikkert, men det er rigtigt.

Vi kan ønske os langsigtede, politiske løsninger, men lige nu må vi starte, hvor vi er. I sager, der for manges vedkommende har fået lov at stå på alt for længe. Vi må tage afsæt i barnets oplevelse, tilstræbe konsensus, finde fælles fodslag og gå sammen om at skynde os langsomt. Ellers er det kortfattede svar, at vi ikke når i mål med at løse problemet.