Det er på tide at afskaffe dukse­ordningen

Vi kender alle den klassiske dukseordning: To elever trækker det korte strå i en uge, mens resten af klassen slipper ansvaret og i værste fald lader skraldet sejle, fordi ”det er duksernes opgave.”

Det skaber en kultur af ansvarsfraskrivelse, og måske er det på tide at gøre op med den selvfølgelighed, som dukseordningen har haft gennem generationer i den danske folkeskole. Det betyder naturligvis ikke, at landets klasselokaler skal sejle i rod og skidt.

Der skal være et alternativ, og her mener jeg, at vi skal kigge mod øst. Når det gælder det faglige, er vi i den danske folkeskole ikke bange for at hente inspiration i Asien. Vi kigger i stigende grad mod Singapore og Japan for at styrke matematikundervisningen, blandt andet gennem projekter som Jacob Bahns arbejde med japansk problemknusende matematikundervisning.

Men hvorfor stopper vi inspirationen ved fag-faglige metoder? Japan har en anden kerneværdi i deres skolesystem, som vi med stor fordel kunne adoptere: Soji og O-Soji, traditionen hvor eleverne selv tager et kollektivt ansvar for at holde deres klasselokaler og skolesamfund rene.

Vejen til ”luksusklassen”

Ved at gøre rengøring og oprydning til et fælles, dagligt anliggende for hele klassen kan vi opnå fire væsentlige gevinster:

For det første kan vi styrke dannelsen og respekten for fællesskabet. Når eleverne selv fejer gulvet og tørrer bordene af, udvikler de en dybere bevidsthed om deres omgivelser og modparten i fællesskabet. Det træner den grundlæggende dannelse i at passe på det fælles rum og udvise hensyn over for sine klassekammerater.

For det andet kan vi tage et opgør med ”ikke mit problem”-kulturen. I et ansvarsfællesskab forsvinder den velkendte dynamik, hvor skylden skubbes over på duksene eller pedellen. Når alle er med til at rydde op efter skoledagen, skabes der et reelt medejerskab over klassens fysiske rammer.

For det tredje kan tage et skridt mod ”luksusklassen”. Børne- og skoleforsker Louise Klinge har fremhævet, hvordan elever trives og udviser større ejerskab, når de oplever deres klasselokale som en tryg og indbydende base – det nogle elever selv har kaldt en ”luksusklasse” med bløde møbler, læsehjørner, mikroovn og farver på væggene.

Men for at skoler og kommuner tør investere i bedre inventar, kræver det, at lokalerne bliver passet på. Når eleverne selv tager ansvaret for vedligeholdelsen, bliver det muligt at opgradere klasserummet fra en trist betonramme til et varmt og rart opholdsrum.

For det fjerde og sidste kan vi opnå en bedre ressourceudnyttelse. Selvom formålet primært er pædagogisk og dannende, er der også et økonomisk og lavpraktisk perspektiv. Når eleverne overtager den daglige grovoprydning og overfladerengøring, kan skolens rengøringsressourcer enten aflastes eller omfordeles til mere grundlæggende vedligeholdelse og bedre udstyr til skolerne.

Skolen skal ikke kun lære børn at regne og læse. Den skal også lære dem at indgå i et forpligtende fællesskab. Lad os i dette nye skoleår vove at kigge mod Japan. Ikke kun for deres matematikresultater, men for deres evne til at opdrage samfundsborgere, der tager ansvar for de rum, de deler med andre.